Krav om refusion af renter og omkostninger ved omlægning af kreditter til lån og krav om nedsættelse af rente

Indledning

Sagen vedrører krav om refusion af renter og omkostninger ved omlægning af boligkredit til boliglån og ved omlægning af kassekredit til lån. Krav om nedsættelse af rente.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle M købte en byggegrund i 2006, hvorpå de i 2006/2007 fik bygget et hus. Banken bevilgede en boligkredit hertil på 800.000 kr. Byggeriet blev forsinket og fordyret, og banken bevilgede i forbindelse hermed en midlertidig overtræksret på boligkreditten på 500.000 kr. Banken har oplyst, at man efter udløb af boligkreditten ønskede en afvikling af gælden, der herefter blev omlagt til et boliglån.

Den 28. januar 2008 underskrev klageren og M et gældsbrev vedrørende et 25-årigt boliglån på 1.356.875 kr. med en månedlig ydelse på 10.009,12 kr. Renten var variabel, for tiden 7,5 % p.a. Ifølge gældsbrevet var renten fastsat indenfor det rentespænd, som banken for tiden anvendte til lån af denne type. Stiftelsesomkostningerne udgjorde 26.875 kr. Banken har oplyst, at parrets rådighedsbeløb blev beregnet til 15.000 kr. pr. måned efter oprettelse af boliglånet.

I e-mail af 27. november 2009 meddelte klageren, at hun var nødt til at udsætte betaling af ydelsen på boliglånet til den 5. januar 2010. I forlængelse af møde hos banken meddelte klageren i e-mail af 18. januar 2010, at parret først kunne afdrage på boliglånet den 1. marts 2010, og at hun ikke så grund til at indlevere papirer til banken, da hun havde fået opfattelsen af, at banken ville påbegynde en inkassosag.

I brev af 10. februar 2010 tilkendegav klageren, at der igen ville blive betalt på lånet pr. 1. marts 2010, men at hun og M ikke havde mulighed for at indbetale en restance på tre måneders ydelse.

Banken har oplyst, at sagen blev overgivet til inkasso, da de skyldige restancer ikke blev betalt. I e-mail af 7. april 2010 oplyste klageren, at hun havde fået den opfattelse, at banken tidligere havde givet henstand, således at restancerne blot skulle lægges til lånet. Klageren rejste endvidere indsigelse mod rentesatsen.

Den 26. juni 2010 underskrev klageren og M hver et frivilligt forlig, hvorefter de erkendte en restgæld vedrørende boliglånet på 1.361.500,59 kr. pr. 23. juni 2010, hvoraf renter for perioden fra den 1. april 2010 til den 23. juni 2010 udgjorde 12.417,28 kr. Renten var variabel, for tiden 7,1 % p.a., og rentesatsen skulle reguleres efter bankens til enhver tid gældende satser for privatlån. Gælden forfaldt til betaling på anfordring.

Klageren havde endvidere en kassekredit på 50.000 kr. Ved gældsbrev af 27. august 2010 blev kreditten omlagt til et privatlån på 53.673,47 kr. med en variabel rente, for tiden 15,2 % p.a. og med en månedlig afvikling på 1.000 kr. Ifølge gældsbrevet var renten fastsat indenfor det rentespænd, som banken for tiden anvendte til denne kredittype. Stiftelsesomkostningerne udgjorde 1.673,47 kr.

Den 22. juli 2011 underskrev klageren og M hver et nyt frivilligt forlig vedrørende boliglånet, hvorefter de erkendte en restgæld på 1.348.759,85 kr. pr. 21. juli 2011, hvoraf renter for perioden fra den 1. november 2010 til den 21. juli 2011 udgjorde 14.316,36 kr. Renten var variabel, for tiden 7,35 % p.a., og rentesatsen skulle reguleres efter bankens til enhver tid gældende satser for privatlån. Gælden forfaldt til betaling på anfordring. Samme dag underskrev M endvidere et tillæg til det frivillige forlig, hvorefter M skulle betale en månedlig ydelse på 10.000 kr. i en 5-årig periode.

I brev af 27. december 2011 meddelte klageren og M, at de ikke kunne acceptere vilkårene i de indgåede aftaler, og at de ikke ville betale ydelser på lånet. I brev af 2. januar 2012 oplyste banken, at man ville opsige aftalen og overgive boliglånet til inkasso, hvis den aftalte afvikling ikke blev overholdt. I januar 2012 stoppede klageren og M med at betale ydelserne på bolig- og privatlånet.

Den 13. april 2012 blev privatlånet opsagt som misligholdt. Ved brev modtaget af banken den 3. juli 2012 sendte klageren et budgetskema og foreslog rentefritagelse i ét år på bolig- og privatlånet mod en månedlig afvikling på henholdsvis 4.000 kr. for boliglånet og 500 kr. for privatlånet, og således at parterne efter rentefritagelsesperioden skulle genforhandle afvikling af lånene.

Den 6. juli 2012 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Af kontoudskrifter fremlagt i sagen fremgår, at renten på boliglånet lå i intervallet fra 7,35 % p.a. til 9,75 % p.a. i perioden fra januar 2008 til december 2009. Banken har oplyst, at renten på boliglånet herefter lå i intervallet fra 7,35 % p.a. til 8,2 % p.a. i perioden frem til august 2012.

Af kontoudskrifter fremlagt i sagen fremgår endvidere, at renten på privatlånet lå i intervallet fra 15,2 % p.a. til 16,45 % % p.a. i perioden fra august 2010 til december 2011. Pr. den 3. februar 2012 blev renten forhøjet til 16,95 % p.a. Banken har oplyst, at renten på privatlånet herefter lå i intervallet fra 7,45 % p.a. til 7,7 % p.a. i perioden fra den 22. maj 2012 og frem til august 2012.

Den 20. august 2012 underskrev klageren et nyt frivilligt forlig vedrørende boliglånet, hvorefter hun erkendte en restgæld på 1.419.855,45 kr. pr. 10. august 2012, hvoraf renter for perioden fra den 1. december 2011 til den 10. august 2012 udgjorde 81.409,87 kr. Renten var variabel, for tiden 8,85 % p.a., og rentesatsen skulle reguleres efter bankens til enhver tid gældende satser for privatlån. Gælden forfaldt til betaling på anfordring. Samme dag underskrev klageren og M endvidere et tillæg til det frivillige forlig, hvorefter de fik rentefritagelse i ét år på boliglånet mod en månedlig afvikling på 4.000 kr.

Den 20. august 2012 underskrev klageren endvidere et frivilligt forlig vedrørende privatlånet, hvorefter hun erkendte en restgæld på 55.312,54 kr. pr. 10. august 2012, hvoraf renter for perioden fra den 22. maj 2012 til den 10. august 2012 udgjorde 891 kr. Renten var variabel, for tiden 7,45 % p.a., og gælden forfaldt til betaling på anfordring. Ifølge et tillæg til forliget underskrevet af klageren samme dag fik klageren rentefritagelse i ét år på privatlånet mod en månedlig afvikling på 500 kr.

Parternes påstande

Den 6. juli 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal reducere boliglånet med renter og omkostninger påløbet ved og efter etableringen af lånet, at Danske Bank skal nedsætte renten på boliglånet, at Danske Bank skal reducere privatlånet med renter og omkostninger påløbet ved og efter etableringen af lånet, samt at privatlånet omlægges til en kassekredit med lavere renter.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hun fik en ny rådgiver i banken, R, som straks besluttede, at boligkreditten skulle laves om til et boliglån med en månedlig ydelse på 10.000 kr. Hun anmodede om henstand/om at få sat lånet i bero på grund af lønnedgang som følge af sygdom. R gav tilsagn herom og bad hende blot løbende om at orientere banken om parrets økonomi. Hun kontaktede R efter syv måneder, da hun igen var i stand til at betale de månedlige ydelser på 10.000 kr. R forlangte til hendes store overraskelse, at hun skulle betale 70.000 kr. på én gang, og derefter 10.000 kr. pr. måned. Banken havde bevilget henstand og var ikke berettiget til at kræve indbetaling af alle ydelserne i henstandsperioden på én gang efter udløb af henstandsperioden.

Hun fik indsamlet og betalte 30.000 kr. R sendte alligevel lånet til inkasso med deraf følgende renter, gebyrer, salærer og omkostninger. Hun fortsatte med at betale 10.000 kr. pr. måned til inkassoafdelingen, men stoppede i januar 2012.

Banken forlangte, at kassekreditten blev omlagt til et privatlån med en meget højere rente og med en månedlig afvikling på 1.000 kr. i forbindelse med, at hun skiftede bank. I januar 2012 stoppede hun med at betale ydelser på privatlånet, da hun opdagede, at lånet ikke blev nedbragt på grund af de meget høje renter. Hun forsøgte forgæves at kontakte R vedrørende rentesatsen, men R sendte efterfølgende kassekreditten/privatlånet til inkasso.

Danske Bank har blandt andet anført, at banken ikke har begået ansvarspådragende fejl, hverken ved etablering af boliglånet og kassekreditten eller i forbindelse med den efterfølgende inkassosag.

Der blev ikke indgået en egentlig aftale om henstand. Banken lovede hverken klageren rentefri henstand med betalingerne, eller at ydelserne blot ville blive lagt til lånet med deraf følgende længere løbetid. Banken oplyste, at banken ville iværksætte sædvanlig rykkerprocedure, men at sagen først ville blive overgivet til inkasso efter fire rykkere i overensstemmelse med bankens sædvanlige procedure.

Klageren underskrev gældsbrevet vedrørende boliglånet og havde hverken indsigelser mod gælden, omkostningerne eller rentesatserne.

Tilsvarende underskrev klageren frivillige forlig vedrørende gælden uden at have indsigelser mod opgørelse af gælden, rentesatserne eller omkostningerne.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte de af banken anvendte rentesatser eller omkostninger. Renten på boliglånet i henhold til gældsbrevet blev fastsat indenfor det rentespænd, som banken anvendte til lån af denne type. Stiftelsesomkostningerne var bankens sædvanlige.

Klageren har ikke siden lånets etablering gjort indsigelser mod lånets rentesats eller omkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Klagerens indsigelse herom er forældet eller bortfaldet som følge af passivitet.

Banken anmodede gennem hele forløbet klageren om fuld økonomisk indsigt, men fik først dette sammen med klagerens forslag til afvikling af gælden i klagerens brev modtaget den 3. juli 2012. Banken besluttede på dette grundlag at meddele klageren rentefritagelse i ét år på lånene mod en månedlig afvikling på 4.000 kr. for boliglånet og 500 kr. for privatlånet, en mæglervurdering, opretholdelse af sikkerhed og klagerens underskrivelse af nye frivillige forlig.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren underskrev den 28. januar 2008 etgældsbrev vedrørende boliglånet og accepterede herved, at boligkreditten blev omlagt til et boliglån med en hovedstol på 1.330.000 kr. Stiftelsesomkostningerne ved oprettelse af boliglånet og lånets rentesats på for tiden 7,5 % p.a. fremgik af det underskrevne gældsbrev.Ved underskrivelsen af de frivillige forlig den 26. juni 2010, den 22. juli 2011 og den 10. august 2012 erkendte klageren at skylde banken henholdsvis 1.361.500,59 kr., 1.348.759,85 kr. og 1.419.855,45 kr. vedrørende boliglånet. Rentesatserne på for tiden 7,1 %, 7,35 % og 8,85 % p.a. fremgik af de frivillige forlig.

Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort forhold ved omlægningen af boligkreditten til et boliglån eller ved indgåelsen af forligene, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af sin underskrift. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte de oplyste rentesatser eller omkostninger vedrørende boliglånet som urimelige.

Klageren underskrev den 27. august 2010 etgældsbrev vedrørende privatlånet og accepterede herved, at kassekreditten blev omlagt til et privatlån med en hovedstol på 53.673,47 kr. Stiftelsesomkostningerne ved oprettelse af privatlånet og lånets rentesats på for tiden 15,2 % p.a. fremgik af det underskrevne gældsbrev.

Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort forhold i forbindelse med omlægningen af kassekreditten til et privatlån, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af sin underskrift. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte de oplyste rentesatser eller omkostninger vedrørende privatlånet som urimelige.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.