Sagsnummer: | 414/2022 |
Dato: | 09-05-2023 |
Ankenævn: | Henrik Waaben, Morten Winther Christensen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive. |
Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning Rådgivning - investering |
Ledetekst: | Krav om erstatning for tab som følge af investering af frie midler. |
Indklagede: | Djurslands Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for tab som følge af investering af frie midler.
Sagens omstændigheder
Ægteparret M, født i 1932, og H, født i 1928, var kunder i Djursland Bank.
I 2022 afgik H ved døden, hvorefter M sad i uskiftet bo. Senere i 2022 afgik M ved døden, og M’s dødsbo (der tillige omfattede boet efter H) blev behandlet som bobestyrerbo. Klageren er boet efter M. Klagen er indbragt af en repræsentant for bobestyreren i M’s bo, der er M og H’s søn.
Ved brev af 24. april 2017 til H oplyste banken, at hendes højrentekonto udløb den 24. maj 2017, hvor kontoen ville blive ændret til en privatkonto uden samme rentefordele som hidtil. Banken foreslog, at H kontaktede banken for rådgivning om eventuel anden placering af beløbet.
Den 30. maj 2017 holdt banken et møde med M og H. Af bankens referat af mødet fremgår:
”[Navn på medarbejder i banken] afholdte mødet. Formue gennemgået, Optima drøftet. [Klageren M] vil gerne tænke lidt over det, og drøfte det med sin søn”
Den 8. juni 2017 holdt banken et møde med M og H. Af bankens referat af mødet fremgår:
”Investering: [klageren M] investerer for tkr. 100 og [klageren H] for tkr. 500. De skal ikke bruge nogen af pengene de næste 3-5 år. Der købes Optima 10 til begge. Referent: [navn på medarbejder i banken]”
Den 8. juni 2017 underskrev H dokumentet ”Investeringsprofil og Egnethedstest (MiFID)”. Af dokumentet fremgik:
”Finansielle situation
Forventet investeringsbeløb: 500.000,00
Kundens formue: 550.000,00
Personlig indkomst hvor der skal betales AMB: 0,00
Personlig indkomst hvor der ikke skal betales AMB: 110.000,00
Investeringsformål: Depotpleje
Krav til løbende udbetaling: Nej
Krav til overskydende provenu: Nej
På baggrund af dine svar på spørgsmål til din risikovillighed og tidshorisont, foreslår Djursland Bank nedenstående ca. fordeling mellem aktier og obligationer.
Risikovillighed/Horisont |
0-3 år |
3-7 år |
>7 år |
Lav |
Kontant 100 % (1) |
Aktier 10 % |
Aktier 30 % |
Mellem |
Aktier 10 % |
Aktier 30 % |
Aktier 50 % |
Høj |
Aktier 30 % |
Aktier 50 % |
Aktier 70 % |
…”
Af dokumentet fremgik, at H havde valgt lav risikovillighed med en tidshorisont på 3-7 år.
Samme dato underskrev M ligeledes dokumentet ”Investeringsprofil og Egnethedstest (MiFID)”, hvoraf fremgik, at M forventede at investere 100.000, kr. ud af hans formue på 910.000 kr. Af dokumentet fremgik endvidere, at M havde valgt lav risikovillighed med en tidshorisont på 3-7 år.
Af de af M og H underskrevne dokumenter fremgik følgende om baggrunden for bankens forslag til investeringer:
”Baggrund for forslaget er følgende svar:
Investeringshorisont: 3-7 år
Dato for forventet realisering: 8. Juni 2024
Investeringstype: Private frie midler
Afkastudvikling: Jeg foretrækker små kursudsving
Handling i faldende marked: Jeg fastholder mit ønske til overordnet fordeling mellem obligationer og aktier.
Jeg ønsker at kunne investere gennem Djursland Bank via
X BI Optima 10 Udbyttebetalende.”
Af dokumenterne fremgik endvidere, at ”Risikomærkning af investeringsprodukter” indgik i forbindelse med investeringsrådgivningen, og under ”yderligere materiale anvendt i forbindelse med rådgivning” fremgik blandt andet dokumentet ”Oversigt Optima og CI (ved BI optima)”.
Af dokumentet ”Oversigt over BankInvests Optima-afdelinger (Udb.)” af 31. maj 2017 fremgik om ”Optima 10”, at afdelingen var velegnet til investorer, der ønskede en lav aktiespecifik risiko, og at aktieandelen ville ligge mellem 5 % og 15 %. Afkastet havde været 0,9 % årligt til dato og gennemsnitligt 3,3 % de seneste tre år.
Af investorinformation for Optima 10 KL fremgik, at risiko-/afkastprofilen var 3 af 7. Endvidere fremgik følgende om risiko-/afkastprofil:
”Historiske data giver ikke nødvendigvis et pålideligt billede af risikoen fremover, og afdelingens placering på figuren kan ændre sig med tiden. Risikoindikatoren tager heller ikke højde for effekten af pludselige udsving i renter og valutaer, politiske indgreb, naturkatastrofer og lignende.”
Den 13. juni 2017 købte banken på H’s vegne 4.940 stk. BankInvest Optima 10 KL-værdipapirer til kurs 100,70 og en kursværdi på 497.458 kr. Samme dag købte banken på M’s vegne 988 stk. værdipapirer i investeringsforeningen til kurs 100,70 og en kursværdi på 99.491,60 kr.
Den 14. maj 2018 holdt banken et møde med M og H. Af bankens referat af mødet fremgår:
”Alene investering som rådgivningsområde. Afkast gennemgået med kunderne - ingen ændringer”
Den 6. februar 2019 udbetalte investeringsforeningen udbytte på 11.856 kr. før skat til H og 2.371,20 kr. før skat til M.
Den 5. februar 2020 udbetalte investeringsforeningen udbytte på 494 kr. før skat til H og 98,80 kr. før skat til M.
Banken har udarbejdet et referat af 17. juli 2020, hvoraf fremgår:
”Tilbudt møde, men pt mener de ikke de har behov. Jeg har ikke forslag til ændringer. Kontakt hv. 2. år”
Den 10. februar 2021 udbetalte investeringsforeningen udbytte på 11.362 kr. før skat til H og 2.272,40 kr. før skat til M.
Den 9. februar 2022 udbetalte investeringsforeningen udbytte på 14.820 kr. før skat til H og 2.964 kr. før skat til M.
Den 28. marts 2022 afgik H ved døden. Derefter kom M på plejehjem, og i den forbindelse fik en af M og H’s børn en generalfuldmagt, der trådte i kraft den 1. maj 2022. Klageren har oplyst, at M og H’s børn i den forbindelse konstaterede, at M og H havde for ca. 618.000 kr. stående i BankInvest Optima 10 KL.
Den 11. april 2022 blev 978 stk. af M’s værdipapirer solgt til kurs 96,44 og en kursværdi på 94.318,32 kr.
Den 7. juni 2022 blev 3.850 stk. af M’s værdipapirer solgt til kurs 93,48 og en kursværdi på 359.898 kr.
Den 1. august 2022 blev 700 stk. af M’s værdipapirer solgt til kurs 93,42 og en kursværdi på 65.394 kr.
Den 1. august 2022 afgik M ved døden.
Den 6. september 2022 blev 400 stk. af M’s værdipapirer solgt til kurs 91,50 og en kursværdi på 36.600 kr.
Ved brev af 4. september 2022 til banken klagede klageren blandt andet over bankens rådgivning af M og H. Af klagen fremgik, at banken havde rådgivet M på 85 år og H på 88 år til investering i en risikabel investeringsforening, og at M og H’s midler i stedet burde have stået kontant.
Det fremgik endvidere, at der alene var investeret i én investeringsforening, hvilket ikke var god risikospredning, at M og H ønskede en tidshorisont på 3-5 år, men i stedet havde fået tidshorisonten 5-7 år, samt at investeringerne skulle have været investeret i en akkumulerende investeringsforening, fordi M og H ikke skulle bruge pengene i den ønskede periode. Af klagen fremgik endvidere, at banken uden at oplyse herom havde ændret aktieandelen fra 10 % til 12 % samt reduceret obligationsandelen for at gøre plads til 8 % alternativer. Banken burde i 2022 have rådgivet om realisation, fordi M var dement, samt som følge af faldende obligationskurser. Endvidere klagede klageren over længden på og indholdet af bankens referater.
I klagen var M og H’s samlede tab over fem år, i forhold til det i maj/juni 2017 forventede afkast på 3,5 %, opgjort til ca. 125.000 kr. Klageren foreslog banken at indgå et forlig, hvor banken betalte 60.000 kr. i kompensation.
Den 19. september 2022 afviste banken klagen. Af afvisningen fremgik blandt andet, at rådgivningen ydet til M og H indledningsvis og efterfølgende ikke var fejlbehæftet eller mangelfuld. Midlerne var blevet placeret i henhold til M og H’s ønsker, som de oprindeligt fremsatte og efterfølgende fastholdt.
Endvidere fremgik, at investering i investeringsforeningen var lig med risikospredning, idet foreningen investerede midler i 1.800-2.000 forskellige fondskoder, samt at en tidshorisont på 3-5 år ikke fandtes, og at forventet realisering var angivet til 8. juni 2024, hvilket var yderst i mellemintervallet på 3-7 år.
Det fremgik yderligere, at akkumulerende betyder, at der skal afholdes skat af udbytte af egen lomme, hvilket M og H ikke ønskede, og hvorfor de valgte den udbyttebetalende afdeling. Banken havde efterkommet M og H’s ønske om fastholdelse af den overordnede fordeling mellem obligationer og aktier i forhold til ”handling i faldende marked.” Hverken øget eksponering eller et kontant indestående var i overensstemmelse med M og H’s profil eller ønsker.
Banken afviste endvidere, at der var et erstatningsberettiget tab. Herom anførte banken:
”Herudover kan det bemærkes, at en hurtig opgørelse af udbyttet viser et lille tab (knap 500,-) for [H] og en lille gevinst (knap 1.900,- for [M]). Samlet ca. +1.400,-. Kontant indestående ville have medført negativt afkast for begge som følge af negative indlånsrenter.
[H] – Depot
Dato |
Notatekst |
Antal |
Beløb |
13-06-2017 |
Køb |
4940 |
-499.945,29 |
06-02-2019 |
Udbytte |
|
11.856,00 |
05-02-2020 |
Udbytte |
|
494,00 |
10-02-2021 |
Udbytte |
|
11.362,00 |
09-02-2022 |
Udbytte |
|
14.820,00 |
07-06-2022 |
Salg |
-3850 |
359.358,15 |
01-08-2022 |
Salg |
-700 |
65.295,91 |
06-09-2022 |
Salg |
-400 |
36.325,50 |
|
|
|
-433,73 |
[M] – Depot
Dato |
Notatekst |
Antal |
Beløb |
13-06-2017 |
Køb |
988 |
-99.991,60 |
06-02-2019 |
Udbytte |
|
2.371,20 |
05-02-2020 |
Udbytte |
|
98,80 |
10-02-2021 |
Udbytte |
|
2.272,40 |
09-02-2022 |
Udbytte |
|
2.964,00 |
11-04-2022 |
Salg* |
-978 |
94.176,84 |
|
|
|
1891,64 |
*Depoterne lægges sammen ved [H’s] død som følge af ”Uskiftet bo” – Derfor ser det ud som om der er solgt 10 for meget hos [H] og 10 for lidt hos [M].”
Klageren har oplyst, at de fleste af værdipapirerne blev solgt i juni 2022 af en af M og H’s børn i henhold til generalfuldmagten.
Klageren har fremlagt en artikel af 1. september 2022 med overskriften ”Renteafdækning giver kæmpegevinst i Sparekassen Kronjylland: ”Vi vidste det ville ske.””
Banken har fremlagt Djursland Banks regler for handel med værdipapirer af 14. marts 2016.
Parternes påstande
Den 10. oktober 2022 har boet efter M indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Djurslands Bank skal betale 71.729 kr. i erstatning.
Djurslands Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken fra den 31. december 2017 til den 2. september 2022 påførte M og H kurstab ved investering i BankInvest Optima 10 KL.
Den 31. december 2021 var kursen 104,70. Den 2. september 2022 var kursen 92,60. Kurstabet udgør 71.729 kr. (5.928 stk. aktier * (104,70 – 92,60)).
Produktvalget i 2017 baseret på investeringsprofilen var for aggressiv for et ægtepar på 85 og 88 år. I 2017 havde god rådgivning været at anbefale kunder i den alder at lade deres likvide midler stå kontant. I 90-årsalderen skal man slet ikke være investeret, da det er for risikabelt. Hvis M og H havde insisteret på at investere, er det en anden sag, men det fremgår ikke af bankens referat, hvor der nærmest ingenting står.
M og H bad om en investeringshorisont på 3-5 år, men de fik 7 år.
Han er tvivlende omkring indholdet af det indledende møde med M og H, hvor det blev besluttet, hvad der skulle ske med pengene fra højrentekontiene. Han tror ikke, at M og H fattede en brik, når der blev talt om afkast og risiko i dokumenterne. M døde af demens i 2022 efter to års udredning.
Han er overbevist om, at M og H kun valgte investeringen som et alternativ til en indlånskonto med 0 % i rente. Af faktaarket for fonden fremgår, at fonden i perioden 2012-2017 gav 3,5 % i rente pr. år, og der er ingen år med negative afkast. Det ser tilforladeligt og risikofrit ud. De næste fireogethalvt år levede ikke op til forventningerne med et resultat på kun ca. 2 %, og i 2022 var der et kursfald på 12 %.
Af bankens referat fremgår, at M ville ”drøfte det med sin søn.” Dette skete ikke.
Hvis banken overhovedet drøftede med M og H, om investeringsforeningen skulle være akkumulerende eller udbyttebetalende, så har M og H ikke forstået forskellen. Det har været med ført hånd. En så vigtig beslutning burde fremgå af referatet. Det er endvidere ikke god skik for risikospredning at placere alle likvider i en investeringsforening.
Primo 2022 sov banken i timen. Centralbankerne i EU og USA slog åbenlyst for alle på tromme for, at der ville komme aggressive rentestigninger i løbet af 2022 med kursfald på obligationer til følge. Som kunde kan man vel forvente, at banken følger med i analyser og prognoser fra Nationalbanken, ECB og FED om renteforhold og konjunkturudsigter. God rådgivning ville have været at kontakte M og H og foreslå realisation af depotet. Hændelsen skulle også have været registreret i det officielle referat. Rådgiveren udviste ekstrem passiv forvaltning og rådgivning. M og H’s alder taget i betragtning var rådgivningen i 2022 for dårlig og nærmest ikke eksisterende. De fik et tab på 12 %.
Det fremgår ikke af referatet vedrørende udarbejdelse af investeringsprofilen og de årlige opkald, hvad banken foreslog at gøre med investeringen, og hvad M og H svarede til disse forslag. Hans erfaring fra andre pengeinstitutter, der rådgiver om investering, er, at referatet af en typisk samtale udgør en A4-side for at få alle nuancerne af beslutningsprocessen dokumenteret.
I årene efter investeringen bar bankens rådgivning og referater præg af ligegyldighed. Han oplevede samme laissez faire holdning i sin kontakt med banken efter H’s død. Bankens afvisning er et forsøg på at konstruere alt det, der skulle have stået i bankens referat.
Bankens handlinger harmonerer slet ikke med udbudsmaterialet, hvor banken lovpriser sine høje standarder for kundebeskyttelse og specielt for private investorer.
Djurslands Bank har anført, at bankens rådgivning ikke har været mangelfuld, og at placeringen af midlerne og den efterfølgende ”handling i faldende marked” er sket i fuld overensstemmelse med den investeringsprofil, der blev udarbejdet i samarbejde med M og H og signeret fysisk af begge den 8. juni 2017.
Midlerne blev placeret i henhold til de ønsker, som M og H oprindeligt fremsatte og som fremgår af den signerede investeringsprofil. Det er bankens opfattelse, at den initiale placering blev drøftet med ”sønnen” forud for effektueringen.
M og H valgte ”udbyttebetalende”, fordi skat derved afregnes automatisk. De ønskede ikke selv at sørge for skattebetalingen.
På mødet i maj 2018 blev placeringen inklusive afkast og risiko gennemgået. Der var ikke ønske om ændring i placeringen eller ændring i investeringsprofilen. I juli 2020 tilbød banken en gennemgang, og der var fortsat ikke ønske om ændringer hos M og H. I 2020 blev der aftalt toårig mødefrekvens.
Der er ikke efter almindelige erstatningsretlige principper konstateret et erstatningsberettiget tab, men alene skuffede forventninger. Det fremgår i den sammenhæng tydeligt af Investorinformationen på BI Optima 10 KL, at: ”Historiske data giver ikke nødvendigvis et pålideligt billede af risikoen fremover, og afdelingens placering på figuren kan ændre sig med tiden. Risikoindikatoren tager heller ikke højde for effekten af pludselige udsving i renter og valutaer, politiske indgreb, naturkatastrofer og lignende.”
M og H har på intet tidspunkt været under værgemål eller lignende, og de var som følge deraf fuldt ud myndige til at varetage egne forhold og træffe beslutninger af enhver art i samarbejdet med banken.
Banken kan på ingen måde genkende opfattelsen af ”ligegyldighed” og ”laissez faire holdning” hos bankens ansatte. I forbindelse med dødsfald er der nogle formalia, som banken skal overholde, og det bliver de, selvom det kan synes unødigt formalistisk set fra de efterladtes synspunkt.
Til bemærkningen om at ”bankerne udmærket vidste”, ledsaget af en artikel om Sparekassen Kronjylland, kan henledes opmærksomhed på, at et betydeligt antal af bankerne har konstateret store negative kursreguleringer i halvårsrapporterne, som ikke ville have været tilfældet, hvis bankerne, som anført af klageren, havde vidst, ”hvad der var under opsejling.”
Ankenævnets bemærkninger
Ægteparret M, født i 1932, og H, født i 1928, var kunder i Djursland Bank.
I 2022 afgik først H og derefter M ved døden. Klageren er boet efter M.
Den 8. juni 2017 holdt banken et møde med M og H vedrørende investering af deres midler. Af et referat af mødet fremgår, at M og H ikke skulle bruge de investerede midler de næste 3-5 år. Samme dato underskrev M og H investeringsprofiler, hvoraf fremgik, at de havde valgt lav risikovillighed med en tidshorisont på 3-7 år. Dato for forventet realisering var angivet til den 8. juni 2024.
Den 13. juni 2017 købte banken på H’s vegne 4.940 stk. BankInvest Optima 10 KL-værdipapirer til kurs 100,70 og en kursværdi på 497.458 kr. Samme dag købte banken på M’s vegne 988 stk. værdipapirer i investeringsforeningen til kurs 100,70 og en kursværdi på 99.491,60 kr.
I marts 2022 afgik H ved døden. Klageren har oplyst, at M afgik ved døden i august 2022 efter to års udredning for demens. I foråret/sommeren 2022 blev M og H’s værdipapirer solgt.
Ankenævnet finder ikke, at bankens anbefaling og rådgivning om investeringerne i 2017 var i strid med M og H’s risikoprofiler og investeringshorisont.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at M manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46. Aftalen indgået med banken i 2017 om investering af midlerne var derfor bindende for M.
Ankenævnet finder ikke, at banken havde påtaget sig en forpligtelse til at overvåge og kontakte M og H om ændringer i markedet og kursudsving. Ankenævnet bemærker herved, at følgende fremgik af investeringsprofilerne fra 2017: ”Handling i faldende marked: Jeg fastholder mit ønske til overordnet fordeling mellem obligationer og aktier.”
Ankenævnet finder endvidere ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at banken har pådraget sig erstatningsansvar overfor M og H.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.