Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på beværtninger i udlandet. Betalingskort ikke bortkommet.

Sagsnummer: 192/2026
Dato: 11-08-2026
Ankenævn: Ankenævnets næstformand, Helle Korsgaard Lund-Andersen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22.
Klageemne: Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - ubegrænset hæftelse
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på beværtninger i udlandet. Betalingskort ikke bortkommet.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på beværtninger i udlandet. Betalingskort ikke bortkommet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde betalingskort -869, -861 og -997.

Klageren var i udlandet.

Den 13.-14. juni 2025 blev der med klagerens tre betalingskort foretaget 22 transaktioner på i alt 5.803,50 EUR, som klageren ikke kan vedkende sig.

Klageren har oplyst, at han sammen med en ven den 13. juni 2025, omkring klokken 23:22 ankom til en bar, virksomhed A. Han har ingen erindring om perioden fra cirka kl. 00:10 til kl. 09:23 den 14. juni 2025. Hans ven havde ligeledes hukommelsestab. Han genvandt sin bevidsthed på en gade i nærheden af baren. Han konstaterede synlige blå mærker og skrammer på sin krop og foretog politianmeldelse.

Banken har oplyst, at det af bankens systemer fremgår, at klageren den 14. juni 2025 ringede til banken.

Banken har anført, at klageren i telefonsamtalen oplyste, at han havde været på bar i udlandet, at han havde betalt med sit betalingskort -997, og at der var trukket betydeligt mere end han accepterede på maskinen. Klageren har anført, at han oplyste, at han ikke havde foretaget de pågældende betalinger, og at han ønskede dem blokeret.

Banken spærrede klagerens betalingskort -997 og vejledte klageren om muligheden for at gøre indsigelse.

Banken har oplyst, at transaktionerne blev trukket på klagerens konti den 16. og 17. juni 2025. Banken har anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført.

Af klagerens tro og love-erklæring af 16. juni 2025 vedrørende kortnummer -869 fremgår blandt andet:

”Jeg har ikke foretaget transaktionerne – jeg havde ikke kortet

Kortstatus og transaktionstyper

X Kortet er tabt/stjålet/bortkommet

Uddybende oplysninger

Hvornår er det konstateret,

at kortet er tabt/stjålet/bortkommet?                              Dato 14-06-2025 Kl. 13:25

Var kortet overladt til andre,

da det blev tabt/stjålet eller bortkom?                          … X Nej

Eget sidste brug af kortet:     Dato 13-06-2025 kl. 21:00         Beløb 746,06

Hvornår, hvor og hvordan er

kortet tabt/stjålet/bortkommet?                                   Dato 14-06-2025 Kl. 00:30

                                                                                    Sted [virksomhed A]

Beskriv hvad der skete

Jeg var på en bar [virksomhed A], hvor vi ankom omkring kl. 23:30. … . Vi husker ingenting fra aftenen mellem cirka 00:10-09:23. Vi formoder kraftigt, at vi begge blev drugget af personalet på baren. Da jeg vågnede, var der foretaget mange overførsler som jeg ikke kan genkende, og ikke har foretaget. Blev meldt til politi i …

Hvordan opbevarede du kortet? I pungen - jeg fik dog kortet igen

Hvordan opbevarede du koden? Ikke sammen med kortet

Har andre haft adgang til kortet?                        … X Nej

Har koden været meddelt til andre?                   … X Nej

Kan andre have haft adgang til koden?              Ja …

Hvis ja, hvem? Personalet på baren på [virksomhed A]

Hvornår har du spærret kortet?                          Dato 15-06-2025 Kl. 21:29

Indsigelsesårsag / …

Jeg har ikke foretaget følgende transaktion(er). / …

Ikke-godkendte transaktioner / …

Købsdato / …

Forretningsnavn / …

Indsigelsesbeløb og valuta / …

Indsigelsesbeløb i danske kr. / …

14-06-2025

Virksomhed B

320,00 EUR

2.399,14 DKK

14-06-2025

Virksomhed B

335,00 EUR

2.511,60 DKK

14-06-2025

Virksomhed B

378,50 EUR

2.837,73 DKK

14-06-2025

Virksomhed B

          329,00       EUR

2.466,61 DKK

14-06-2025

Virksomhed C

400,00 EUR

2.998,92 DKK

14-06-2025

Virksomhed D

245,00 EUR

1.836,84 DKK

…”

Af klagerens tro og love-erklæring af 16. juni 2025 vedrørende kortnummer -861 fremgår blandt andet:

”Jeg har ikke foretaget transaktionerne – jeg havde ikke kortet

Kortstatus og transaktionstyper

X Kortet er tabt/stjålet/bortkommet

Uddybende oplysninger

Hvornår er det konstateret,

at kortet er tabt/stjålet/bortkommet?                      Dato 14-06-2025 Kl. 13:25

Var kortet overladt til andre,

da det blev tabt/stjålet eller bortkom?                    … X Nej

Eget sidste brug af kortet:    Dato 13-06-2025 kl. 21:00    Beløb 746,06

Hvornår, hvor og hvordan er kortet

tabt/stjålet/bortkommet?                                        Dato 14-06-2025 Kl. 00:30

                                                                              Sted [virksomhed A]   

Beskriv hvad der skete

Jeg var på en bar [virksomhed A], hvor vi ankom omkring kl. 23:30. … . Vi husker ingenting fra aftenen mellem cirka 00:10-09:23. Vi formoder kraftigt, at vi begge blev drugget af personalet på baren. Da jeg vågnede, var der foretaget mange overførsler som jeg ikke kan genkende, og ikke har foretaget. Blev meldt til politi i …

Hvordan opbevarede du kortet? I pungen - jeg fik dog kortet igen

Hvordan opbevarede du koden? Ikke sammen med kortet

Har andre haft adgang til kortet?                        … X Nej

Har koden været meddelt til andre?                   … X Nej

Kan andre have haft adgang til koden?              Ja …

Hvis ja, hvem? Personalet på baren på [virksomhed A]

Hvornår har du spærret kortet?                          Dato 15-06-2025 Kl. 21:29

Indsigelsesårsag / …

Jeg har ikke foretaget følgende transaktion(er). / …

Ikke-godkendte transaktioner / …

Købsdato / …

Forretningsnavn / …

Indsigelsesbeløb og valuta / …

Indsigelsesbeløb i danske kr.

14-06-2025

Virksomhed C

390,00 EUR

2.923,95 DKK

14-06-2025

Virksomhed C

370,00 EUR

2.774,00 DKK

14-06-2025

Virksomhed C

340,00 EUR

2.549,08 DKK

14-06-2025

Virksomhed D

350,00 EUR

2.624,06 DKK

14-06-2025

Virksomhed D

355,00 EUR

2.661,54 DKK

14-06-2025

Virksomhed D

360,00 EUR

2.699,03 DKK

14-06-2025

Virksomhed D

380,00 EUR

2.848,98 DKK

14-06-2025

Virksomhed D

310,00 EUR

2.324,16 DKK

…”

Den 16. juni 2025 indsatte banken 15.050,84 DKK og 21.404,80 DKK på klagerens konti.

De indsatte beløb svarer til summen af de transaktioner, som klageren havde gjort indsigelse mod ved tro og love-erklæringer af samme dag.

Af klagerens tro og love-erklæring af 17. juni 2025 vedrørende kortnummer -997 fremgår blandt andet:

”Jeg har ikke foretaget transaktionerne – jeg havde ikke kortet

Kortstatus og transaktionstyper

X Kortet er tabt/stjålet/bortkommet

Uddybende oplysninger

Hvornår er det konstateret,

at kortet er tabt/stjålet/bortkommet?                              Dato 14-06-2025 Kl. 13:25

Var kortet overladt til andre,

da det blev tabt/stjålet eller bortkom?                          … X Nej

Eget sidste brug af kortet:                Dato 13-06-2025 kl. 19:00 Beløb 749,78

Hvornår, hvor og hvordan er

kortet tabt/stjålet/bortkommet?         Dato 13-06-2025 Kl. 23:45

                                                          Sted [virksomhed A]

Beskriv hvad der skete

Jeg var på en bar [virksomhed A], hvor vi ankom kl. 23:30. … . Vi husker ingenting fra aftenen mellem cirka 00:10-09:23. Vi formoder kraftigt, at vi blev drugget af personalet på baren. Da jeg vågnede var der foretaget mange overførsler, som jeg ikke kan genkende, og ikke har foretaget. Blev meldt til politiet.

Hvordan opbevarede du kortet? I pungen - jeg fik dog kortet igen

Hvordan opbevarede du koden? Ikke sammen med kortet

Har andre haft adgang til kortet?                            … X Nej

Har koden været meddelt til andre?                       … X Nej

Kan andre have haft adgang til koden?                  X Ja …

Hvis ja, hvem? Personalet på baren på [virksomhed A] …

Hvornår har du spærret kortet?                             Dato 16-06-2025 Kl. 18:48

Indsigelsesårsag/ …

Jeg har ikke foretaget følgende transaktion(er). / …

Ikke-godkendte transaktioner / …

Købsdato / …

Forretningsnavn / …

Indsigelsesbeløb og valuta / …

Indsigelsesbeløb i danske kr. / …

14-06-2025

Virksomhed A

60,00 EUR

449,87 DKK

14-06-2025

Virksomhed A

104,00 EUR

779,77 DKK

14-06-2025

Virksomhed A

190,00 EUR

1.424,58 DKK

14-06-2025

Virksomhed A

25,00 EUR

187,44 DKK

14-06-2025

Virksomhed A

165,00 EUR

1.237,13 DKK

14-06-2025

Virksomhed B

325,00 EUR

2.436,50 DKK

13-06-2025

Virksomhed B

27,00 EUR

202,44 DKK

13-06-2025

Virksomhed B

45,00 EUR

337,40 DKK

…”

Banken afviste klagerens indsigelser ved e-mail af 24. juni 2025, hvoraf blandt andet fremgår:

”Vi har undersøgt sagen ud fra både dine og vores oplysninger og må konstatere, at der er tvivl om de faktuelle omstændigheder.

Vi kan se, at chippen på dit personlige betalingskort er læst, og at den tilhørende personlige pinkode er benyttet. Der er derfor ikke et tilstrækkeligt grundlag til at betragte betalingerne som uretmæssigt gennemført.

Vi trækker derfor beløbene som vi har indsat på din konto tilbage.”

Den 26. juni 2025 hævede banken 15.050,84 DKK og 21.404,80 DKK fra klagerens konti.

De hævede beløb svarer til summen af de transaktioner, som klageren havde gjort indsigelse mod ved tro og love-erklæringer af 16. juni 2026.

Klageren gjorde indsigelse mod bankens afvisning. Banken fastholdt afvisningen den 17. juli 2025.

Banken har fremlagt transaktionsliste og har oplyst, at det heraf fremgår, at bortset fra to betalinger til virksomhed B og en betaling på 25 EUR til virksomhed A, blev betalingerne foretaget med anvendelse af kortenes chip og ved anvendelse af pinkode.

Klageren har blandt andet fremlagt fotos af mærker på sine kropsdele, politianmeldelse, udskrift fra Google Reviews med offentlige anmeldelser af virksomhed A, lokationsdata fra Google Maps samt en erklæring fra sin ven.

Parternes påstande

Den 9. marts 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken helt eller delvis skal tilbageføre 43.510,77 DKK til ham.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at sagen vedrører en række uautoriserede betalingstransaktioner foretaget med hans betalingskort, mens han var bevidstløs.

Han ankom sammen med en ven til en bar [virksomhed A], der var blevet anbefalet af lokale. Han har ingen erindring om perioden fra cirka kl. 00:10 til kl. 09:23 den 14. juni 2025. Han havde ikke mulighed for at tilvejebringe toksikologisk dokumentation, men han formoder stærkt, at han ufrivilligt blev bedøvet med euforiserende stoffer. Det er hans klare opfattelse, at han blev bedøvet via de første drikkevarer, der blev serveret af barpersonalet. Han oplevede et fuldstændigt hukommelsestab, bevidstløshed i en periode på over ni timer samt en opvågning, der mindede om at komme ud af narkose. Symptomerne er karakteristiske for bestemte euforiserende stoffer.

Hans Google Tidslinje dokumenterer, at han befandt sig på samme lokation i over ni timer, hvilket er helt atypisk for hans normale adfærd. Han konstaterede efterfølgende, at der var foretaget en lang række transaktioner med høje beløb, som han ikke havde autoriseret. Hans ven, der var med på baren, oplevede præcis det samme forløb.

Han konstaterede desuden synlige blå mærker og skrammer på sin krop. Han har vedlagt fotodokumentation, som indikerer, at han blev udsat for fysisk vold, mens han var bevidstløs på baren. Samme dag anmeldte han hændelsen til politiet, der tog sagen alvorligt. Politiet havde kendskab til den gruppering, der stod bag den pågældende virksomhed. Han kontaktede banken hurtigst muligt. Banken oplyste, at han kunne gøre indsigelse mod betalingerne, men at transaktionerne ikke kunne tilbagekaldes. Han spærrede sine betalingskort. Den 17. juni 2025 indgav han en formel indsigelse. Banken tilbagebetalte en større del af beløbet, men tilbagetrak beløbet den 24. juni 2025.

Bankens begrundelse for at afvise hans indsigelse er utilstrækkelig. Han redegjorde for, hvordan pinkoden kunne være blevet misbrugt, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Det påhviler banken at godtgøre, at betingelserne for forhøjet hæftelse er opfyldt.

Bankens afgørelse lider af væsentlige mangler. Banken foretog ikke en tilstrækkelig konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder, og en række afgørende forhold blev ikke inddraget i bankens behandling af sagen. Bankens afgørelse fremstår som en standardafvisning. Afgørelsen er ikke i overensstemmelse med betalingslovens § 97 og § 100 samt den praksis, der er fastlagt af Ankenævnet og domstolene. Transaktionerne er uautoriserede, jf. betalingslovens § 97. Han samtykkede ikke til de pågældende transaktioner, idet han var bevidstløs, da han formodentligt blev ufrivilligt bedøvet med euforiserende stoffer. Banken er som udgangspunkt forpligtet til straks at tilbagebetale beløbet for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. betalingslovens § 97, stk. 1.

Han havde samme pinkode til sine betalingskort. Pinkoden blev fratvunget ham, mens han var påvirket af nogle euforiserende stoffer, som barpersonalet havde tilsat hans drikkevarer. Det understøttes af de synlige blå mærker og sår, som han konstaterede efter hændelsen. Det dokumenterer tillige, at han blev udsat for fysisk vold, mens han var bevidstløs. Han var bevidstløs i hele den periode, hvor hans kort blev misbrugt. Han har dokumenteret sin lokation i perioden. Det kan ikke lægges til grund, at han frivilligt, bevidst eller forsætligt oplyste sin pinkode.

Hævningerne i pengeautomater, som han vedkender sig, blev foretaget forud for hans besøg på virksomhed A. Det var desuden uproblematisk for gerningspersonerne at tilbagelevere hans kort. Han har konsekvent fastholdt de samme oplysninger.

Betalingslovens § 100, stk. 5, om ubegrænset hæftelse forudsætter, at betaleren har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter § 93. Bestemmelsen finder åbenbart ikke anvendelse, idet han hverken har handlet svigagtigt eller forsætligt.  

Betalingslovens § 100, stk. 4, om forhøjet hæftelse forudsætter, at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, idet han ikke udviste groft uforsvarlig adfærd. Han blev ufrivilligt bedøvet og var ude af stand til at beskytte sine kortoplysninger.

Hans hæftelse er begrænset til 375 DKK., jf. betalingslovens § 100, stk. 3, hvilket understøttes af U 2010.1819 Ø, hvori det blev fastslået, at kortindehaveren ikke hæftede ubegrænset, når pinkoden var fratvunget ved vold eller trussel om vold. Banken tog ikke i betragtning, at han var bevidstløs som følge af bedøvelse og dermed ude af stand til at handle bevidst eller beskytte sine kortoplysninger. Betingelserne i betalingslovens § 100, stk. 1, jf. § 97, er opfyldt, idet transaktionerne blev foretaget uden hans samtykke og uden hans viden. Han handlede ikke uforsvarligt, idet han ikke havde kontrol over sine handlinger som følge af de stoffer, som han ufrivilligt blev udsat for.

Det påhviler i henhold til betalingslovens § 100, stk. 4 og 5, banken at godtgøre, at betingelserne for forhøjet hæftelse er opfyldt. Banken har ikke løftet sin bevisbyrde. Det følger af U 2023.979 V, hvori det blev fastslået, at bevisbyrden for, at kortindehaveren har handlet groft uforsvarligt, påhviler pengeinstituttet.

Banken tog ikke højde for, at han ikke havde kendskab til virksomhed B, C eller D. Banken tog ikke i betragtning, at størrelsen og tidsrummet for transaktionerne var atypiske i forhold til hans sædvanlige transaktionsmønstre. Banken havde adgang til hans sædvanlige forbrugsmønster. Banken har i henhold til hvidvasklovens regler en forpligtelse til at overvåge transaktioner og reagere på usædvanlige mønstre.

De fleste af transaktionerne udviser et systematisk mønster, hvor beløbene konsekvent ligger mellem 2.400 DKK og 3.000 DKK med cirka 30 minutters interval. Det er karakteristisk for organiseret og systematisk svindel, hvor beløbene bevidst holdes under eventuelle grænseværdier for automatisk overvågning.

Af bankens transaktionsliste fremgår, at flere af transaktionerne er markeret som mistænkelige eller som foretaget med forkert pinkode. De systemgenererede advarsler burde have medført automatisk spærring af kortet eller i det mindste skærpet overvågning. Bankens manglende reaktion på de systemgenererede svindeladvarsler udgør en selvstændig tilsidesættelse af bankens forpligtelser som betalingstjenesteudbyder, jf. betalingslovens § 99, stk. 1, hvorefter udbyder bærer risikoen for uautoriserede betalingstransaktioner. Banken er forpligtet til at have effektive systemer til risikobaseret overvågning og identifikation af mistænkelige transaktionsmønstre.

Banken overså både politiets oplysninger om tilsvarende hændelser på samme sted og de offentlige anmeldelser af virksomhed A, ligesom banken ikke tillagde hans politianmeldelse og fotodokumentation tilstrækkelig bevismæssig vægt ved sagsbehandlingen. Banken inddrog ikke, at hans ven oplevede det samme, eller at der verserede en straffesag mod virksomhed A. Der var tale om systematisk og professionel svindel.

Han har sandsynliggjort, at der foreligger tredjemandsmisbrug. Sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at Ankenævnet kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Behovet for mundtlig bevisførelse er ikke godtgjort af banken, og sagen bør derfor ikke afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren har oplyst, at han var til stede på en de af natklubber eller barer, hvortil betalingerne er foretaget. De sidste betalinger med kortene, som klageren har vedkendt sig, det vil sige pengeautomathævningerne, og som blev foretaget med pinkode, blev foretaget flere timer før klagerens besøg på virksomhed A.

Det er uklart, hvordan tredjemand skulle have fået kendskab til pinkoden.

Klageren har oplyst, at han havde alle kort, da han vågende. Det har formodningen imod sig, at en tredjemand skulle have stjålet klagerens kort, foretaget betalinger med kortene på forskellige natklubber eller barer i tidsrummet mellem den 13. juni 2025 kl. 23.28 og den 14. juni 2025 kl. 08.30, hvorefter tredjemand skulle have fundet klageren igen og returneret kortene til klageren, inden han vågnede den 14. juni 2025 kl. 09.23.

Transaktionsmønsteret forekommer ikke usædvanligt for betalinger i forbindelse med besøg på natklubber eller barer. Det er ikke dokumentet, at personalet eller andre puttede stoffer i klagerens drikkevarer. Klagerens manglende erindringer om betalingerne er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er tale om tredjemandsmisbrug.

Klagerens oplysninger i tro- og loveerklæringerne om klagerens eget sidste brug af kortene stemmer ikke overens med de oplysninger, som klageren gav i telefonsamtalen med banken den 14. juni 2025, hvor klageren oplyste, at han havde brugt dankortet på en bar og at der var trukket betydeligt mere end klageren havde accepteret.

Klageren har ikke sandsynliggjort, at han har været udsat for tredjemandsmisbrug. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren har foretaget og godkendt betalingerne. Betalingerne er dermed ikke omfattet af betalingslovens §§ 99 og 100. Klageren hæfter dermed selv for det fulde beløb, idet der ikke er tale om tredjemandsmisbrug omfattet af reglerne i betalingsloven.

Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende. Banken havde ikke pligt til at stoppe betalingerne.

Klagerens forklaringer i henholdsvis tro og love-erklæringerne og telefonsamtalen den 14. juni 2025 fremstår usammenhængende og modstridende. Det er uklart om klagerens sidste brug af kortene, som oplyst i tro og love-erklæringerne var i forbindelse med pengeautomathævningerne, eller som oplyst i telefonsamtalen den 14. juni 2026 var på natklubben.

Ingen af klagerens bilag dokumenterer, at personalet på baren puttede stoffer i klagerens drikkevarer, eller at klageren har været udsat for tredjemandsmisbrug. En ensidigt indhentet erklæring kan ikke tillægges bevismæssig værdi.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at yderligere afklaring af sagens faktiske omstændigheder vil kræve yderligere bevisførelse i form af vidne- og/eller partsafhøring, der ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Den af klageren fremlagte skriftlige erklæring fra klagerens ven understøtter, at sagen bør afvises, idet bevisførelse i form af vidneafhøring ikke ske for Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde betalingskort -869, -861 og -997. Klageren var i udlandet.

Den 13.-14. juni 2025 blev der med klagerens tre betalingskort foretaget 22 transaktioner på i alt 5.803,50 EUR, som klageren ikke kan vedkende sig.

Klageren har oplyst, at han sammen med en ven den 13. juni 2025, omkring klokken 23:22 ankom til en bar, virksomhed A. Han har ingen erindring om perioden fra cirka kl. 00:10 til kl. 09:23 den 14. juni 2025. Hans ven havde ligeledes hukommelsestab.

Banken har oplyst, at det af bankens systemer fremgår, at klageren den 14. juni 2025 ringede til banken. Banken har anført, at klageren i telefonsamtalen oplyste, at han havde været på bar i udlandet, at han havde betalt med sit betalingskort -997, og at der var trukket betydeligt mere end han accepterede på maskinen. Klageren har anført, at han oplyste, at han ikke havde foretaget de pågældende betalinger, og at han ønskede dem blokeret.

Banken spærrede klagerens betalingskort -997 og vejledte klageren om muligheden for at gøre indsigelse.

Banken har oplyst, at transaktionerne blev trukket på klagerens konti den 16. og 17. juni 2025. Banken har anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført.

Klageren gjorde indsigelse mod transaktionerne ved tro og love-erklæringer af 16. og 17. juni 2025. Banken afviste klagerens indsigelser ved e-mail af 24. juni 2025. Klageren gjorde indsigelse mod bankens afvisning. Banken afviste klagerens klage den 17. juli 2025.

Banken har fremlagt transaktionsliste og har oplyst, at det heraf fremgår, at bortset fra to betalinger til virksomhed B og en betaling på 25 EUR til virksomhed A, blev betalingerne foretaget med anvendelse af kortenes chip og ved anvendelse af pinkode.

Klageren har blandt andet fremlagt fotos af mærker på sine kropsdele, politianmeldelse, udskrift fra Google Reviews med offentlige anmeldelser af virksomhed A, lokationsdata fra Google Maps samt en erklæring fra sin ven.

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte.

Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingsloven § 93.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.