Salg af Danske Bank aktier og køb af Uniinvest Direct investeringsforeningsbeviser i august 1999.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes salg af Danske Bank aktier og køb af Uniinvest Direct investeringsforeningsbeviser i august 1999.

Sagens omstændigheder.

I august 1999 bestod klagerens værdipapirbeholdning af 216 stk. Danske Bank aktier, 17 Unidanmark aktier og 1034 stk. investeringsforeningsbeviser i Uniinvest Direct. Kursværdien udgjorde i alt ca. 295.000 kr.

På baggrund af et møde mellem klageren og dennes bankrådgiver i indklagedes Aalborg afdeling den 26. august 1999 gennemførte indklagede klagerens salg af 200 stk. Danske Bank aktier til kurs 820 og klagerens køb af 1050 stk. investeringsforeningsbeviser i Uniinvest Direct til kurs 104,20. Handlerne blev afregnet til henholdsvis 162.360 kr. og 109.957,05 kr. Det overskydende provenu på 52.402,95 kr. blev indsat på klagerens grundkonto, som herefter udviste en saldo på 48.716,14 kr. (positiv).

I november 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende handlerne. Klageren anmodede om en tilbageførsel af handlerne eller en erstatning på 96.000 kr. Indklagede afslog klagerens krav, men tilbød at betale 33.394 kr. svarende til den aktieindkomstbeskatning, som salget af Danske Bank aktierne udløste.

Parternes påstande.

Den 2. marts 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at "tilbageføre de pågældende fondshandler for egen regning og risiko, hvorved jeg holdes skadesløs også i relation til skatteproblematikken. Alternativt at der ydes mig fuld økonomisk kompensation på grundlag af de aktuelle børskurser og skatteregler."

Indklagede, der har bekræftet sit tilbud om betaling af 33.394 kr., har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i august 1999 på grund af jobskifte midlertidigt arbejdede på nedsat tid, hvilket medførte et mindre overtræk på hans løbende konto. Han forventede at kunne inddække overtrækket uden at være nødsaget til at sælge værdipapirer, og han afslog et tilbud fra indklagede om en kredit.

Under mødet den 26. august 1999, som han opfattede som et krisemøde, blev han presset til at sælge beholdningen af Danske Bank aktier. Han ønskede alene at sælge en del af beholdningen svarende til det aktuelle likviditetsbehov, idet kursen ikke var gunstig på dette tidspunkt. Hertil udtalte indklagedes medarbejder, at han ikke var i en position til at vente længere med at sælge aktierne. Han havde derfor reelt intet valg.

Aktierne, som han havde arvet, opfattede han som en sikker investering. Kursen på aktierne var stigende, mens kursen på investeringsforeningsbeviserne var faldende.

Omlægningen medførte ikke en risikospredning, idet stort set hele hans formue nu er placeret i Uniinvest Direct. Omlægningen medførte heller ikke den forventede forøgelse af likviditeten, idet der ikke blev taget højde for skat af udlodningerne.

Indklagedes rådgivning var mangelfuld, og omlægningen ville aldrig være blevet gennemført, såfremt indklagede havde ydet en professionel, saglig og veldokumenteret rådgivning, herunder om de skattemæssige forhold. Indklagedes tilbud om betaling af aktieindkomstbeskatningen er utilstrækkeligt.

Ved omlægningen har indklagede plejet egne interesser frem for at tilgodese hans behov.

Indklagede har anført, at der ikke var tale om et "krisemøde" den 26. august 1999. Der er sikkerhed for klagerens engagement, og klageren er til stadighed blevet betragtet som en god kunde. Af samme årsag blev klageren tilbudt en kredit til dækning af sit likviditetsbehov. Det bestrides, at der blev lagt pres på klageren med hensyn til salg af Danske Bank aktierne.

Omlægningen til obligationer via Uniinvest blev foreslået med henblik på dækning af likviditetsbehovet og en lav risiko på værdipapirbeholningen.

Klageren, der i forvejen var indehaver af investeringsforeningsbeviser, blev grundigt orienteret om kurser og afkast i forbindelse med investering i Uniinvest Direct. Rådgivningen om omlægningen var baseret på et skøn, og var således ikke en garanti for den fremtidige kursudvikling, hvilket klageren var bekendt med.

Da skatterådgivningen i forbindelse med aktieslaget ikke var fyldestgørende, har man tilbudt klageren en godtgørelse svarende til den skattebetaling aktiesalget har udløst.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder på mødet den 26. august 1999 pressede klageren til at gennemføre salget af Danske Bank aktierne og købet af Uniinvest Direct investeringsbeviserne. Det bemærkes herved, at indklagede havde tilbudt klageren en kredit. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning - når bortset fra spørgsmålet om avancebeskatning ved salget af Danske Bank aktierne --var forkert eller mangelfuld. Klageren måtte indse, at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Klagerens påstand tages derfor ikke til følge. Det bemærkes, at indklagede under sagen har vedstået sit tilbud om at betale 33.394 kr. til klageren til dækning af den aktieavanceskat, som salget af Danske Bank aktierne udløste.

Som følge heraf