Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om opsigelse af lån, størrelse af rykkergebyr m.v.

Sagsnummer: 55/1999
Dato: 07-07-1999
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Gebyr - rykkergebyr
Gevinstopsparing - opsigelse
Udlån - opsigelse
Tavshedspligt - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om opsigelse af lån, størrelse af rykkergebyr m.v.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører bl.a. spørgsmål om berettigelsen af opsigelsen af klagerens engagement med indklagede, opkrævede rykkergebyrer samt indklagedes videregivelse af oplysninger.

Sagens omstændigheder.

I juli 1998 aftaltes det mellem klageren og indklagede, at klagerens lønkonto, hvortil der var knyttet en kredit, og hvis saldo var på ca. 41.000 kr. (negativ), skulle omlægges til et lån med afvikling. Klageren underskrev den 21. s.m. låneaftale om et lån på 42.400 kr., som skulle afvikles med 500 kr. månedligt, første gang 1. september 1998. I en rubrik benævnt "dato for aftale/indfrielse" var anført datoen 1. februar 1999. Lånets ydelser skulle månedligt overføres fra lønkontoen. Ifølge lånets fortrykte "Særlige betingelser" var lånet ydet på betingelse af, at ydelsen indbetaltes fra en konto hos indklagede eller via PBS. Lånet forfaldt til indfrielse, hvis dette ikke længere var tilfældet.

Den 27. juli 1998 overførtes provenuet fra lånet, 41.873 kr., til klagerens lønkonto, hvis saldo herefter var 326,59 kr. (positiv).

Den 30. september 1998 hævede indklagede 273,75 kr. og 66,74 kr. på lønkontoen; beløbene vedrørte rente og overtræksrente for perioden 30. juni - 30. september 1998. Kontoens saldo var herefter 338,43 kr. (negativ).

Den 1. oktober 1998 opgjorde indklagede klagerens millionærkonto. Klageren havde den 30. september 1998 anmodet om, at kontoens restbeløb, som da var 135,47 kr., overførtes til lønkontoen. Ved opgørelsen fratrak indklagede en rentedekort på 1,35 kr., hvorefter nettoindeståendet på 134,34 kr. overførtes til lønkontoen.

Klageren indbetalte den 2. oktober 1998 362,94 kr. til lønkontoen, hvorefter dennes saldo var 341,15 kr. (negativ), idet der den 1. s.m. var overført 500 kr. til lånet.

Ved skrivelse af 8. oktober 1998 oplyste indklagede på klagerens forespørgsel baggrunden for hævningen af rentebeløbet på lønkontoen pr. 30. september 1998.

Den 2. november 1998 overførte indklagede 50 kr. fra lønkontoen til lånet. Lønkontoens saldo var herefter 841,15 kr. (negativ).

Ved telefaxmeddelelse af 10. november 1998 meddelte klageren indklagede, at ydelsen på lånet pr. 1. s.m. var forsinket, men at hun ville forsøge at betale beløbet hurtigst muligt. Ved skrivelse af 13. s.m. meddelte indklagede, at lønkontoen var overtrukket med 991,15 kr. inkl. rykkergebyr på 150 kr. Indklagede oplyste samtidig, at overtrækket måtte være inddækket inden 8 dage.

Den 20. november 1998 tilbageførte indklagede ydelserne på lånet pr. 1. oktober og 1. november 1998 til lønkontoen, hvis saldo herefter var 8,85 kr. (positiv). Ved skrivelse af s.d. meddelte indklagede, at lånet var i restance med i alt 1.000 kr. Den månedlige overførsel fra lønkontoen til lånet var slettet, idet klageren ikke længere anvendte lønkontoen. Klageren skulle fremover indbetalte direkte på lånet.

Den 1. december 1998 indbetalte klageren 500 kr. på lånet.

Ved skrivelse af 18. december 1998 meddelte indklagede, at lånets restance udgjorde 1.000 kr., hvortil kom rykkergebyr 150 kr.

Den 4. januar 1999 indbetalte klageren 500 kr. på lånet.

Ved skrivelse af 5. januar 1999 meddelte indklagede, at lånets restance udgjorde 1.150 kr., hvortil kom rykkergebyr 200 kr.

Ved skrivelse af 15. januar 1999 meddelte indklagede, at lånets restance var på 1.350 kr., hvortil kom 275 kr. i rykkergebyr. Såfremt restancen ikke var inddækket senest 22. s.m., anså indklagede lånet for opsagt, og lånet ville herefter overgå til inkasso.

Den 26. januar og 1. februar 1999 indbetalte klageren 2 x 500 kr. på lånet.

Den 2. februar 1999 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Ved skrivelse af 3. februar 1999 til Ankenævnet oplyste indklagede, at man de seneste dage var blevet kontaktet af klagerens søn, med hvem indklagede havde indgået aftale om betaling af de fremtidige ydelser via betalingsservice fra en konto i Unibank. Forelagt dette oplyste klageren ved skrivelse af 7. s.m., at hun ikke mente, at indklagede var berettiget til at drøfte hendes økonomiske forhold med tredjemand, idet hun ikke havde givet tilladelse hertil.

Den 5. februar 1999 modtog indklagede via giro 1.125 kr. fra klagerens søn til indsætning på klagerens lån, hvis saldo herefter var 41.463,20 kr.

Den 15. februar 1999 udfærdigede indklagede nyt gældsbrev med en hovedstol på 41.663,20 kr. vedrørende klagerens lån, hvorefter dette skulle afvikles med en månedlig ydelse på 700 kr., første gang 1. marts 1999.

Den 17. februar 1999 oplyste indklagede, at lånet p.t. ikke var i restance.

Ved telefaxmeddelelse af 23. februar 1999 til Ankenævnet meddelte klageren, at hun ikke umiddelbart kunne underskrive det nye gældsbrev, idet hun forinden ønskede at drøfte sagen med sin revisor.

Den 24. februar 1999 anmodede klageren indklagede om at oplyse, hvem der havde indbetalt 1.125 kr. på lånet den 5. s.m. Indklagede fremsendte kopi af giroindbetalingen vedrørende indbetalingen. Det fremgik, at indklagedes fortrykte giroindbetalingskort var anvendt.

Den 26. februar 1999 indbetalte klageren via giro 700 kr. på lånet. Den 28. s.m. kritiserede klageren, at indklagede uden hendes viden havde fremsendt giroindbetalingskort til tredjemand.

Ved skrivelse af 1. marts 1999 meddelte indklagede, at man den 26. februar 1999 havde oplyst klageren om, hvem der ved giroindbetalingskort havde indbetalt 1.125 kr. Samtidig oplyste indklagede, at man havde debiteret lånet for 150 kr. "til dækning af vores omkostninger til kopier og gentagne besvarelser herom. Beløbet bedes indbetalt straks!". Indklagede anbefalede samtidig klageren at tage sit kundeforhold op til fornyet overvejelse.

Ved telefaxmeddelelse af 2. marts 1999 anmodede klageren indklagede om at fremsende prisliste for indklagedes gebyr samt indklagedes seneste årsberetning.

Ved telefaxmeddelelse af 3. marts 1999 meddelte indklagede:

"I forlængelse af telefax den 1. marts 1999 skal vi hermed meddele, at vi desværre ikke længere ser os i stand til at udføre dine anmodninger.

Derfor skal vi med henvisning til bankens almindelige forretningsbetingelser meddele, at vi opsiger dit kundeforhold i [indklagede] til ophør med 3 måneders varsel. Du bedes derfor foranledige, at samtlige dine konti bliver opgjort og overført til et andet pengeinstitut senest den 4. juni 1999.

..........

Grunden til at vi opsiger dit kundeforhold med banken er, at vi ikke ser os i stand til fortsat at betjene dig på tilfredsstillende vis i forhold til dine forventninger."

Ved skrivelse af 18. marts 1999 til Ankenævnet oplyste indklagede, at man var indstillet på at videreføre kundeforholdet under en række forudsætninger. Af klagerens skrivelse af 8. april 1999 til Ankenævnet fremgår, at klageren ikke kunne acceptere disse betingelser.

Parternes påstande.

Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at hun ønsker, at indklagede skal tilbagekalde opsigelsen af det samlede engagement, tilbageføre opkrævede gebyrer samt anerkende at have tilsidesat sin tavshedspligt. Herudover skal indklagede godtgøre rentedekorten opkrævet ved ophævelsen af millionærkontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at rentebeløbet på lønkontoen pr. 30. september 1998 burde være medtaget ved etableringen af lånet i juli 1998. Ved hendes anmodning om overførsel af beløbet fra millionærkontoen ultimo september 1998 begik indklagede en fejl ved uden hendes anmodning at slette kontoen og beregne en rentedekort. Efter at indklagede havde standset overførslen fra lønkontoen af låneydelsen, var hun nødsaget til at indbetale direkte på lånet. Hun fandt det unødvendigt at udfærdige nyt lånedokument i forbindelse med forhøjelsen af lånets ydelse til 700 kr. Med undtagelse af ydelsen pr. 1. november 1998 har hun betalt ydelserne rettidigt. Hun finder, at indklagedes drøftelse af hendes økonomiske forhold med hendes søn er uberettiget, idet hun ikke har godkendt dette eller udstedt fuldmagt. Indklagede burde have afvist henvendelsen fra hendes søn uanset dennes formål. Hun stiller spørgsmåltegn ved berettigelsen af de gebyrer, der er opkrævet af indklagede.

Indklagede har anført, at baggrunden for omlægningen af kreditten til et lån i sommeren 1998 var, at klageren trods utallige påmindelser og advarsler ikke var i stand til at administrere sin lønkonto. Ydelserne på lånet skulle overføres fra lønkontoen, men da klageren ophørte med at lade sin løn indgå, medførte det overtræk, hvorfor man den 20. november 1998 tilbageførte ydelserne pr. 1. oktober og 2. november 1998. Klageren blev herefter rykket for restancen på lånet. Indklagede har anvendt megen tid på at besvare klagerens henvendelser og forklare sammenhængen, men dette har vist sig umuligt. Ultimo januar 1999 blev indklagede kontaktet af klagerens søn, og med denne blev der indgået aftale om betaling af fremtidige ydelser via PBS. Det fremgår af lånedokumentet, at lånet forfalder til fuld indfrielse uden yderligere varsel, hvis ydelsen ikke regelmæssigt indbetales fra en konto hos indklagede eller via PBS. Klagerens samlede engagement blev opsagt med henvisning til indklagedes almindelige forretningsbetingelser til ophør med 3 måneders varsel, idet man fandt, at man ikke længere var i stand til fortsat at betjene klageren på tilfredsstillende vis i forhold til dennes forventninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af indklagedes vilkår for millionærkonti fremgår, at der gælder et opsigelsesvarsel på 3 måneder, og at indklagede er berettiget til at fratrække en dekort på 1% af det hævede beløb, hvis opsigelsesvarslet ikke overholdes. Den rentedekort på 1,35 kr., som indklagede beregnede sig ved overførselen den 1. oktober 1998 af indeståendet på klagerens millionærkonto til hendes lønkonto, var derfor berettiget.

Spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i forbindelse med aftalen med klagerens søn har tilsidesat sin tavshedspligt, angår ikke en formueretlig tvist, og Ankenævnet finder derfor ikke anledning til at tage stilling hertil.

I forbindelse med skrivelsen af 1. marts 1999 debiterede indklagede klagerens lån for et gebyr på 150 kr. til dækning af omkostninger ved besvarelse af forespørgsler fra klageren om, hvem der havde indbetalt beløbet på 1.125 kr. Ankenævnet finder, at indklagede ikke havde hjemmel hertil.

Efter en samlet vurdering finder Ankenævnet, at indklagede - der ikke påberåbte sig misligholdelse - ikke havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at opsige klagerens engagement som sket ved skrivelsen af 3. marts 1999.

Det følger af Ankenævnets kendelse af 29. juni 1999 i sag nr. 370/1998, at et pengeinstitut ikke kan kræve gebyr for en rykkerskrivelse, der inden for en sammenhængende restanceperiode afsendes mindre end 14 dage efter en forudgående rykkerskrivelse, for hvilken der er opkrævet gebyr. Indklagede bør derfor tilbageføre rykkergebyret på 275 kr. debiteret klagerens lån den 15. januar 1999.

Tre medlemmer - Peter Blok, Leif Nielsen og Jørn Ravn - udtaler herefter:

I overensstemmelse med det, der af flertallet er anført i ankenævnets kendelser af 29. juni 1999 i sagerne 370/1998 og 453/1998, finder vi, at størrelsen af de af indklagede opkrævede rykkergebyrer overstiger det rimelige, og at hvert gebyr - dvs. gebyret debiteret klagerens lønkonto den 13. november 1998 og gebyrerne debiteret klagerens lån den 18. december 1998 og den 5. januar 1999 - bør nedsættes til 100 kr.

To medlemmer - Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen - finder i overensstemmelse med det, der er anført af mindretallet i de nævnte kendelser, ikke, at de omhandlede rykkergebyrer overstiger det rimeligt.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte

Indklagede bør anerkende, at opsigelsen af 3. marts 1999 af klagerens engagement ikke har virkning. Indklagede bør inden 4 uger tilbageføre gebyret på 150 kr. debiteret klagerens lån den 3. marts 1999, rykkergebyret på 275 kr. debiteret lånet den 15. januar 1999, 50 kr. af rykkergebyret debiteret klagerens lønkonto den 13. november 1998, 50 kr. af rykkergebyret debiteret klagerens lån den 18. december 1998 samt 100 kr. af rykkergebyret debiteret klagerens lån den 5. januar 1999. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.