Afvikling af udlån. Realisation af løsørepant. Rykkergebyrer.
| Sagsnummer: | 784/1994 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - rykkergebyr
Pant - realisation |
| Ledetekst: | Afvikling af udlån. Realisation af løsørepant. Rykkergebyrer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Til finansiering af klagerens køb af en fabriksny Ford Escort ved salgsslutseddel af 24. april 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, i maj 1989 klageren et lån på 130.272 kr. med fast rente 1,15% bagud pr. måned. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 2.664 kr. i 72 måneder svarende til lånebeløbet med tillæg af rente for hele perioden ved normal afvikling 61.536 kr. (2.664 x 72 = 130.272 + 61.536). Første ydelse forfaldt til betaling den 1. juni 1989. Kreditten blev sikret ved løsøreejerpantebrev på 131.000 kr. med pant i bilen.
Af indklagedes lånebetingelser fremgår bl.a.:
"A. ALMINDELIGE BESTEMMELSER
1. ...
2. Rente- og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse og lignende ydelser og gebyrer fastsættes af [indklagede], og ændringer heri kan foretages uden varsel, med mindre renten er fast for hele løbetiden.
[Indklagede] er berettiget til at opkræve rykkergebyrer og morarenter ved for sen betaling. Rentesatsen fastsættes med basis i aftalens rentesats.
[Indklagede] er ligeledes berettiget til at opkræve gebyr ved førtidig indfrielse af aftalen.
..."
Ved skrivelse af 15. oktober 1991 meddelte indklagede med henvisning til tidligere rykkere, at lånet ville blive opsagt til fuld indfrielse, såfremt en restance på 4.294 kr. inkl. ydelsen pr. 1. oktober 1991 ikke blev betalt inden otte dage.
Klageren betalte den 22. oktober 1991 to ydelser à 2.664 kr. I en efterfølgende korrespondance bestred klageren, at lånet havde været eller var i restance, og at han tidligere havde modtaget rykkere. Klageren oplyste samtidig, at en medarbejder hos indklagede under en telefonsamtale den 19. maj 1989 på baggrund af forsinket ekspedition af lånesagen havde accepteret, at forfaldsdagen ændredes fra den 1. til den 10. i måneden mod en ekstra rentetilskrivning på 683 kr. Indklagede bestred en sådan aftale og oplyste, at der siden lånets etablering var fremsendt 70 rykkere. Klageren blev ved indklagedes skrivelse af 25. november 1991 opfordret til at betale via PBS og blev samtidig oplyst om muligheden for at klage til Ankenævnet. Med henblik på at bringe lånet àjour tilbød indklagede senere at refundere 1.000 kr. og at ændre forfaldsdagen til den 10. i måneden mod betaling af ca. 300 kr. i renter. Klageren afslog dette med henvisning til, at aftale var indgået den 19. maj 1989, og at alle aftalte ydelser på lånet var betalt.
Af indklagedes kontoudtog for lånet fremgår, at der i perioden 1. juni 1989 - 15. oktober 1991 (29 ydelsesterminer) var indbetalt 29 ydelser à 2.664 kr. Lånet var i samme periode debiteret 3.675 kr. i rykkergebyrer og 483 kr. i strafrente. Disse beløb var tilskrevet restgælden.
Ved skrivelse af 13. september 1993 fremsendte indklagede påkrav om betaling af en restance på 6.308 kr., ydelse pr. 1. oktober 1993 på 2.664 kr. samt ekstrarente og rykkergebyr, i alt 9.318 kr., inden syv dage, idet lånet ellers ville blive opsagt til fuld indfrielse.
Af kontoudtoget for lånet fremgår, at klagerens seneste indbetaling af ydelse blev modtaget af indklagede den 14. juli 1993. Restgælden var herefter 52.210,66 kr. I perioden 1. juni 1989 - 13. september 1993 (52 ydelsesterminer) har klageren indbetalt 52 ydelser à 2.664 kr. I samme periode er lånet debiteret 5.070 kr. i rykkergebyrer og 804 kr. i strafrente. Den 30. november 1993 er lånet debiteret yderligere 550 kr. i rykkergebyrer og 77 kr. i strafrente.
Den 21. oktober 1993 fremsendte klageren den pantsatte bils nøgler til indklagede og oplyste, hvor bilen henstod. Indklagede videresendte nøglerne til et inkassobureau med henblik på opbevaring af bilen og indhentelse af salgsfuldmagt hos klageren.
Den 29. oktober 1993 underskrev klageren en salgsfuldmagt med tilføjelser om bl.a. en limiteret salgspris på 70-75.000 kr. og udbetaling af salgsprovenuet til klageren.
Den 16. november 1993 fremsendte indklagedes advokat påkrav til klageren om betaling af 59.163,81 kr. med tillæg af renter fra 30. november 1993 og omkostninger.
På et møde i fogedretten den 17. marts 1994 blev sagen udsat, "idet man ud fra kontoudtoget fra rekvirenten ikke kan se, at afdragene ikke er overholdt".
Den 16. september 1994, hvor indklagedes tilgodehavende blev opgjort til ialt 72.431,78 kr., blev bilen af fogedretten udlagt til indklagedes fyldestgørelse. Bilen blev solgt på auktion den 17. november 1994 med et nettoprovenu på 51.150 kr.
Ved klageskema af 21. november 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 17.272,47 kr., opgjort som differencen mellem den af ham accepterede minimumspris for bilen på 70.000 kr. og lånets restgæld pr. oktober 1993, 52.727,53 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede erklæret at ville afskrive sit resttilgodehavende hos klageren. Resttilgodehavendet er excl. inkassoomkostninger beregnet som restgæld pr. 14. juli 1993 med tillæg af renter til salgsdagen, 62.208,48 kr., med fradrag af salgspris, 51.150 kr., eller 11.058,48 kr.
Klageren har anført, at han var uforstående overfor indklagedes skrivelse af 15. oktober 1991, idet han hver måned siden lånets etablering havde betalt den aftalte ydelse inden den 10. i måneden. Han havde ikke tidligere modtaget rykkere fra indklagede. Den 23. august 1993 anmodede han indklagede om finansiering af en udskiftning af bilen, for hvilken han var blevet tilbudt 62.000 kr. Indklagede afslog anmodningen og rejste samtidig krav om omgående indbetaling af ca. 9.000 kr. Han var uforstående overfor dette krav, idet han havde overholdt låneaftalen. Ifølge indklagede kunne han alene undgå en inkassosag, såfremt han frivilligt afleverede bilen og en salgsfuldmagt til indklagede, som via egne salgsforbindelser kunne sælge bilen for 70-75.000 kr., hvilket var nok til at inddække lånets restsaldo. Efter modtagelsen af skrivelsen af 13. september 1993 fremsendte han underskrevet salgsfuldmagt og bilnøgler under protest. Han har overholdt låneaftalen ved betaling af de aftalte ydelser. Årsagen til de påståede restancer var alene indklagedes gebyrtilskrivning. I oktober 1993, hvor restgælden inkl. forudberegnede renter frem til maj 1995 var 52.727,53 kr., blev han stillet i udsigt, at bilen ville blive solgt til en minimumspris på 70.000 kr. Indklagede bør derfor betale ham differencen. Indklagede har været orienteret om adressen på hans arbejdsplads, hvor han kunne modtage post og træffes personligt. Tilsigelsen til mødet i fogedretten den 17. marts 1994 blev forkyndt på hans arbejdsplads.
Indklagede har anført, at lånet på grund af for sen indbetaling af ydelserne i årene 1989-92 blev tilskrevet rykkergebyrer og strafrenter, som blev inddækket ved klagerens indbetaling af ekstra ydelser. Indtil 1. september 1991 foretoges automatisk rykning 3 gange månedligt, ca. pr. 10., 20. og 30. Der anvendtes standardiserede rykkerskrivelser, hvoraf forfaldsdato, rykkergebyr og strafrenter fremgik. Herefter ændredes rykkerproceduren således, at der fremsendtes rykker 10 dage efter forfald og derefter hver 20. dag, med opsigelse indbygget i 3. rykker. På grund af restancer i 1993 blev lånet opsagt til fuld indfrielse. Som følge af klagerens tilføjelser og ændringer i salgsfuldmagten blev denne ikke anset for at udgøre det nødvendige grundlag for videresalg, hvorfor sagen blev overgivet til advokat for via fogedretten at få den nødvendige råderet over bilen. Det bestrides, at der i maj 1989 blev indgået aftale om ændring af forfaldsdagen til den 10. i måneden, ligesom det bestrides, at klageren i efteråret 1993 blev stillet i udsigt, at man via egne forbindelser kunne sælge bilen for minimum 70.000 kr. Årsagen til, at sagen blev udsat på fogedretsmødet den 17. marts 1994, var, at sagen på grund af klagerens indsigelse ikke kunne gennemføres med en ikke-juridisk inkassomedarbejder fra advokatfirmaet som rekvirent. Det blev gentagne gange oplyst overfor klageren, at bilen ikke kunne sælges på baggrund af den underskrevne salgsfuldmagt. Klageren afslog at underskrive en salgsfuldmagt uden rettelser, ligesom han nægtede at give oplysninger om sin adresse til brug for gennemførelse af fogedsag.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i efteråret 1993 påtog sig at sælge klagerens bil for en pris af mindst 70.000 kr. Det lægges endvidere til grund, at indklagede over for klageren har oplyst, at bilen ikke kunne sælges på grundlag af den af klageren underskrevne salgsfuldmagt. Det kan på denne baggrund ikke kritiseres, at indklagede foretog udlæg i bilen og lod den bortsælge på auktion, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede burde have opnået en højere salgspris.
Indklagede har erklæret at ville give afkald på sin restfordring mod klageren efter salget af bilen, hvilken restfordring excl. inkassoomkostninger er opgjort til ca. 11.000 kr. Dette beløb overstiger væsentligt den samlede sum af rykkergebyrer og morarenter, som er debiteret lånet i dettes løbetid. Ankenævnet finder det derfor ufornødent at tage stilling til, i hvilket omfang disse debiteringer har været berettiget, hvilket bl.a. ville bero på, om der som hævdet af klageren var indgået en mundtlig aftale om at udskyde forfaldsdagen til den 10. i måneden, og om klageren har modtaget indklagedes rykkerskrivelser.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.