Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
| Sagsnummer: | 294/2026 |
| Dato: | 11-08-2026 |
| Ankenævn: | Ankenævnets næstformand, Helle Korsgaard Lund-Andersen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22. |
| Klageemne: |
Indlån - opsigelse
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. |
| Indklagede: | AL Sydbank A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i AL Sydbank, hvor han blandt andet havde en konto.
Klageren ejede sammen med sin mor og søster et selskab A, der var erhvervskunde i banken. Herudover var klagerens mindreårige børn B1 og B2 kunder i banken.
Klageren var bosiddende i Tyskland. Han var tillige kunde i et tysk pengeinstitut.
Af netbankbesked af 2. marts 2026 fra klageren til banken fremgår blandt andet:
”Der skal oprettes overførsler fra mine børns konti.
Både fra konto
[-136]
(tekst ved overførslen: Lån til [selskab A] fra [B1])
og
[-248]
(tekst ved overførslen: Lån til [selskab A] fra [B2])
skal der overføres hver
1.400.000 kr.
til konto
[-614].
Pengene overføres således tilbage til [selskab A].
Vi er bosat i Tyskland og der er et andet sundhedssystem hernede. Vi skulle passe på med at vores børns indtægter ikke blev for store på grund af den rente som [selskab A] betaler dem, sådan at de kan være med i familieforsikringen. Hvis de har for store indtægter skal de selv betale for at være forsikret og have sygesikring.”
Klageren rykkede banken for overførslerne telefonisk den 3. marts 2026 og ved netbankbeskeder af 3. og 5. marts 2026.
Af brev af 11. marts 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Du bedes redegøre for aktiviteterne på din konto senest den 25.03.2026
…
Vi skriver til dig, fordi vi har bemærket nogle aktiviteter på din konto, som adskiller sig fra din normale adfærd, og som du derfor bedes uddybe. Det skyldes, at vi som bank har pligt til at sikre, at vores kunder og banken ikke bliver misbrugt til økonomisk kriminalitet.
Vi har brug for din hjælp
Derfor har vi brug for din hjælp til at redegøre for følgende transaktioner på din konto nr. [-909]:
Vi kan se, at du den 12.02.2026 og den 02.03.2026 modtager 500.00,00 kroner fra [selskab A], som efterfølgende videreføres til din egen konto i Tyskland.
Se nedenstående:
Dato Meddelelse Beløb (KR.)
03.03.2026 [klageren] -449.565,60
02.03.2026 [selskab A] 500.00,00
12.02.2026 [klageren] -449.578,20
12.02.2026 [selskab A] 500.00,00
• Hvad er årsagen til, du modtager 2x 500.00,00 kroner fra eget erhverv?
• Du bedes fremsende dokumentation for baggrunden for disse overførsler.
Derudover kan vi ligeledes se, at der forekommer overførsler til dine børns konti på 1.400.000 kroner fra [selskab A] den 22.09.2025.
• Hvad er årsagen til, at dine børn modtager overførsler fra [selskab A]
• Du bedes fremsende dokumentation for baggrunden for disse overførsler.
Send os dit svar – det er nemt
…
Vi har brug for oplysninger om din fremtidige brug af banken – svar venligst
Vi vil også bede dig om at besvare et kort spørgeskema, som handler om, hvordan du forventer at bruge banken fremover. Det hjælper os med at sikre, vi har de rette oplysninger om dig. Du kan udfylde spørgeskemaet ved at følge vejledningen nedenfor:
…
Det er vigtigt, at vi modtager din besvarelse senest den 25.03.2026.
Hvorfor beder vi om disse oplysninger?
I henhold til lovgivningen om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering er vi forpligtet til at kende vores kunder. Dette betyder, at vi i visse tilfælde har behov for at indhente yderligere oplysninger og dokumentation om bevægelserne på dine konti. Det er en vigtig del af vores arbejde med at beskytte både dig som kunde og Sydbank som helhed.”
Ved e-mail af 12. marts 2026 fra klageren til banken gav klageren blandt andet oplysninger om baggrunden for transaktionerne mellem hans børn og selskab A samt rykkede banken for gennemførsel af transaktionerne. Han henviste desuden banken til sin revisor.
Samme dag modtog klageren i sin netbank en besked fra banken, hvoraf blandt andet fremgår:
”I forhold til din forklaring, så skal vi bede om dokumentation på de to tilbagebetalinger 2x kr. 500.000 i form af lånedokument mellem dig og virksomheden [selskab A]. Derudover skal vi også bede om dokumentation på lånene til dine børn på 2x 1.400.000 i form af lånedokument mellem dem og virksomheden [selskab A].
Vi skal samtidig oplyse dig om, at det ikke er muligt at tilbageføre pengene fra dine børns konti, da pengene på dine børns konti alene er til dem og deres forbrug. Overførsel af penge fra dine børns konti til andre end børnene selv vil medføre opsigelse af dit engegement i [banken]. Derudover skal du fremadrettet kunne dokumentere overførsler vdr. Lån i form af lånedokument ellers må du ligeledes forvente at vi kan opsige dit engagement i [banken].”
Klageren udbad sig blandt andet ved e-mail af 13. marts 2026 en forklaring på bankens besked.
Af e-mail af 16. marts 2026 fra klageren til banken fremgår blandt andet, at klageren via netbank af banken var blevet henvist til bankens klageansvarlige. Klageren bad om at banken svarede på klagerens spørgsmål.
Af brev af 17. marts 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Du har oplyst, at baggrunden er, at dine børn hver især skal låne selskabet 1.400.000 kr.
Det er efter bankens opfattelse usædvanlige dispositioner, der, selvom du og medforældremyndighedsindehaver/-værge er enige om dispositionerne, vil kræve, at I indhenter myndighedsgodkendelse.
Banken vil derfor ikke på det foreliggende grundlag medvirke til de ønskede overførsler.
…
Vi bemærker afslutningsvist, at bankens KYC-afdeling fortsat afventer svar/dokumentation på de spørgsmål, de har sendt dig.”
Af e-mail af 22. marts 2026 fra klageren til banken fremgår blandt andet, at klageren havde kontaktet Familieretshuset. Klageren havde derudover vedhæftet lånedokumenter.
Af brev af 24. marts 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Vi er derfor fortsat ikke indstillet på, hverken helt eller delvist at medvirke til overførsel fra børnenes konti til selskabets konto. …
Du vil modtage særskilt svar fra bankens KYC-afdeling vedr. den manglende dokumentation.”
Klageren og banken havde yderligere korrespondance den 25.-26 marts 2026 vedrørende bankens spørgsmål og anmodning om dokumentation.
Af brev af 7. april 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Du bedes redegøre for aktiviteten på din konto senest den 15.04.2026
…
Din besvarelse har givet anledning til supplerende spørgsmål, som vi beder dig besvare skriftligt senest d. 15.04.2026
Vi mangler fortsat din forklaring på transaktionerne fra virksomheden der straks overføres til kontoen i Tyskland:
01.04.2026 [Selskab A] 500.000,00
03.03.2026 [Klageren] - 449.565,60
02.03.2026 [Selskab A] 500.000,00
12.02.2026 [Klageren] - 449.578,20
12.02.2026 [Selskab A] 500.000,00
14.04.2025 [Klageren] - 936.177,50
14.04.2025 [Klageren] - 37.432,50
14.04.2025 [Selskab A] 500.000,00
14.04.2025 [Selskab A] 500.000,00
Du bedes dokumentere ovenstående transaktioner samt forklare hvorfor pengene indbetales på din danske konto og kort derefter overføres til din tyske konto.
Vi skal bede om dokumentation for lønindkomsten 2025/2026 i form af lønsedler.
Vi skal bede om dokumentation på oprindelsen af gælden til hhv. dig selv og børnene.
Hvad er årsagen til, at du overfører i alt kr. 463.000 til konto [-595]?
Hvis vi ikke modtager tilfredsstillende svar og dokumentation inden den angivne frist, kan vi blive nødt til at spærre dine konti og/eller opsige dit engagement.
Send dit svar til os – det er nemt
…”
Af brev af 8. april 2026 fra banken til selskab A fremgår blandt andet:
”Du bedes redegøre for aktiviteterne på virksomhedens konto senest den 15.04.2026
Hej [klageren]
…
Vi skriver til dig, fordi vi har bemærket nogle aktiviteter på virksomhedens konto, som adskiller sig fra den normale adfærd, og som du derfor bedes uddybe.
…
Hvordan har børnene på 11 år og 8 år ydet lån til virksomheden?
…”
Ved e-mail af 9. april 2026 besvarede klageren bankens spørgsmål samt fremsendte yderligere dokumentation, ligesom klageren anmodede om svar på sine forespørgsler.
Af brev af 10. april 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Tak for dine seneste henvendelser. Som oplyst såvel i klagesvar som under vores telefonsamtale, tilbyder vi ikke juridisk rådgivning vedr. dine dispositioner på vegne af dine børn, hvor du vil overføre et beløb på 1,4 mio. kr. fra hvert af dine børns konti i [banken] til et kapitalselskab. Du har oplyst, at der vil være tale om lån fra dine børn til selskabet.
Banken har tilkendegivet og fastholdt, at ovenstående dispositioner efter bankens opfattelse er usædvanlige og derfor ikke kan ske uden myndighedsgodkendelse, hvilket - igen efter bankens opfattelse - gælder både i Danmark og Tyskland. Du anførte indledningsvist selv Familieretshuset. Da l bor i Tyskland, henviste vi til den relevante myndighed der. Du er blevet henvist til at søge rådgivning hos de relevante myndigheder eller hos en advokat, ligesom vi har henvist dig til at spørge jeres primære bank i Tyskland, hvordan de ville forholde sig til dit ønske. Vi har foreslået dig, at du og børnenes mor beder jeres tyske bank om at få overført børnenes midler til konti tilhørende børnene.
Bankens KYC-afdeling er ved at gennemgå det materiale, du har sendt, og du vil modtage svar vedr. dette fra KYC-afdelingen.”
Af brev af 13. april 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Den 6. marts 2026 anmodede vi dig om at fremsende dokumentation for dit brug af banken. Herunder:
- Transaktioner fra din virksomhed [selskab A]
- Lønbetalinger fra [selskab A]
- Gældsforpligtelser fra [selskab A] til dig samt dine børn, [B1] og [B2]
- Transaktionsmønster mellem dine tyske og danske konti
Den 13., 18. og 30 marts 2026 anmodede vi dig om at fremsende dokumentation for virksomhedens brug af banken. Herunder:
- Oprindelsen af gældsforpligtelser fra [selskab A] til dig samt dine
børn, [B1] og [B2]
Den 8. april 2026 anmodede vi dig om at fremsende dokumentation for dit brug af banken. Herunder:
- Lønbetalinger fra [selskab A]
- Oprindelsen af gældsforpligtelser fra [selskab A] til dig samt dine
børn, [B1] og [B2]
- Transaktionsmønster mellem dine tyske og danske konti
På trods af den fremsendte dokumentation d. 13., 17., 23., 24., 26. og 30. marts 2026 samt d. 8. april 2026 må vi konstatere, at vi fortsat ikke har opnået den nødvendige forståelse af dit brug af [banken], idet den fremsendte dokumentation ikke vurderes at understøtte din forklaring. Derudover bemærkes det, at vi trods flere anmodninger endnu ikke har modtaget dokumentation for lønbetalinger. Vi er derfor ikke betryggede i dit brug af banken.
På baggrund af ovenstående opsiger vi dit kundeforhold, og du skal derfor finde et andet pengeinstitut. Har du allerede en konto i andet pengeinstitut, kan du sende kontonummeret til din rådgiver, så vi kan overføre evt. restindestående dertil. Efterfølgende vil vi ophæve dit engagement i [banken]. Alternativt afventer vi en anmodning fra et nyt pengeinstitut. Har du ikke fundet et andet pengeinstitut inden den 13. maj 2026, vil dine konti og kort i [banken] blive spærret, og du vil efter denne dato ikke kunne bruge banken længere.”
Samme dag henvendte klageren sig til banken ved e-mail, hvoraf blandt andet fremgår:
”…
[selskab A] og undertegnede har dags dato modtaget opsigelser fra [banken] som var usaglige og det virker som om [banken] ikke er i stand til at komme med en saglig begrundelse.
…
Idet [selskab A] pt. ikke har konti i andre pengeinstitutter end [banken] har [selskab A] ret til en basal erhvervskonto hos [banken].
…
Jeg har i dag ringet til [banken] på det telefonnummer som var oplyst i opsigelserne og talt med klageansvarlige i telefon. Hun oplyste at der grundet opsigelserne ikke længere var behov for at jeg skulle sende yderligere dokumentation og svare på spørgsmålene, selvom jeg løbende var i gang med at sende yderligere dokumenter indtil fristen d. 15.4.2026, da det jo var en hel masse dokumenter som [banken] anmodede om at modtage i ovennlvnte skrivelserne dateret d. 7.4.2026 og 8.4.2026 med frist til d. 15.4.2026.
…
Jeg vil understrege at det ikke har været muligt at tale med sagsbehandleren i KYC-afdelingen i telefon siden de startede undersøgelserne d. 2.3.2026 på trods af flere anmodninger fra min side og at KYC-afdelingen ikke en eneste gang har svaret på et af de mange præciseringsspørgsmål som jeg har haft ift. den dokumentation som [banken] ønskede.”
Af brev af 17. april 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:
”Vi har undersøgt sagen
Du har fået en række spørgsmål vedr. transaktioner mellem dig/dine børn og [selskab A] samt dine efterfølgende overførsler til din tyske konto. Du er blevet bedt om at sende dokumentation for din forklaring. Du har forklaret, at transaktionerne skyldes enten lån til eller (delvis) tilbagebetaling af lån. Du har sendt nogle uddrag/klip vedr. selskabets gældsforpligtelser, men det er bankens opfattelse, at der ikke er sendt fyldestgørende dokumentation, der viser hvordan/hvornår fordringerne er opstået.
For så vidt angår børnenes transaktioner med selskabet, har du bl.a. forklaret, at selskabet tilbagebetalte 1,4 mio. kr. til hvert af børnene ultimo september 2025, da:
"Vi skulle passe på med vores børns indtægter ikke blev for store på grund af den rente som [selskab A] betaler dem, sådan at de kan være med i familieforsikringen. Hvis de har for store indtægter skal de selv betale for at være forsikret og for at have sygesikring."
Da du primo marts 2026 ønskede at tilbageføre beløbene fra børnenes konti til selskabet forklarede du, at selskabets kapitalbehov bl.a. skulle dækkes ved lån fra dine børn.
Du har bl.a. forklaret, at din mor pr. 31.12.2017 som kreditor for [selskab A] som delvis overdragelse har overdraget retten til at modtage betaling fra [selskab A] til dine børn. Du skriver, at overdragelserne er anmeldt til de tyske skattemyndigheder. Du har sendt to dokumenter, hvor datoen 31.12.2017 fremgår.
Det fremgår af dokumentet vedr. [B2], at din mor pr. 31.12.2017 har overdraget pengefordring på 1.099.985 kr.
Ifølge dokumentet vedr. [B1], har din mor pr. 31.12.2017 overdraget en pengefordring på 62.900 kr. til hende, og dokumentet indeholder også følgende tekst: "Dokumentation for det samlede lån", hvoraf det fremgår, at restgælden pr. 31.12.2017 erpå 1.099.985 kr. Du anførerviderevedr.[B1] bl.a. følgende:
"en lille sjov detalje omkring gaven til [B1] i 2014 er at vedhæfrede brev fra SKAT fra 17.4.2025 dokumenterer, at der er betalt en stor sum i gaveafgift til Danmark."
Du har vedhæftet et brev fra SKAT, dateret 14. april 2015, hvor det bl.a. fremgår, at den anmeldte gave er givet i 2014 og består af en kontantgave (min fremhævelse} på 837.662 kr.
Vi kan altså ikke heraf udlede, at gaven bestod af en fordring, som din mor havde haft i [selskab A].
Det er således fortsat bankens opfattelse, at banken ikke har modtaget dokumentation for midlernes oprindelse, heller ikke for så vidt angår oprindelsen af dine/din mors lån til [selskab A].
Vi er oplyst om, at baggrunden for, at du modtog en opsigelsen, inden den sidste frist var udløbet, var, at du havde svaret, inden fristen, og du i den forbindelse igen henviste til, at du allerede havde svaret. Som følge heraf, gav det efter bankens opfattelse ikke mening at afvente yderligere.
Vi er bevidste om, at du mener, at du har sendt forklaring/dokumentation, hvilket banken som anført oven for ikke er enig i.
…
Vi bemærker i samme forbindelse, at banken ikke er forpligtet til at rette henvendelse til din/selskabets revisor.
Opsigelsen fastholdes
På baggrund af ovenstående fastholder vi opsigelsen af dit kundeforhold.
Hvad skal du gøre nu?
Du skal fortælle os, hvilket registreringsnummer og kontonummer et eventuelt indestående skal flyttes til. Vi bemærker i den forbindelse, at du i forbindelse med dialogen med banken har oplyst, at du har en anden dansk konto i [pengeinstitut P].
Som oplyst i opsigelsen vil din konto og dit kort blive spærret den 13. maj 2026. Du vil efter denne dato ikke længere kunne bruge din konto i [banken].
Vi henviser i øvrigt til tidligere klagesvar for så vidt angår bankens bemærkninger vedr. værgers dispositioner på vegne af deres umyndige børn.”
Klageren indbragte sagen for Ankenævnet den 20. april 2026.
Ved brev af 11. maj 2026 til klageren afviste sekretariatet den del af klagen, der vedrører selskab A’s kundeforhold.
Parternes påstande
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank A/S skal annullere opsigelsen af hans kundeforhold.
AL Sydbank A/S har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at meningen med hvidvaskloven er at bekæmpe kriminalitet. Det er ikke meningen, at banken skal straffe ordentlige og lovlydige erhvervsdrivende borgere.
Banken gav en frist til at besvare spørgsmål, men opsagde hans kundeforhold inden fristens udløb. Han indsendte fyldestgørende dokumentation for overførsler fra selskab A til ham personligt. Han fik som privatkunde igen den 7. april 2026 spørgsmål herom med frist til besvarelse den 15. april 2026.
Banken havde indskrænket brugen af hans konto, men han besvarede hurtigt de spørgsmål, som han umiddelbart kunne. Han følger altid både lovgivningens ordlyd og hensigt. Han bad samtidig sin revisor om at sende dokumenterne til ham.
Den 9. april 2026 bad han for at kunne besvare de resterende spørgsmål om at tale med bankens sagsbehandler og om en tilbagemelding. Han gav umisforståeligt udtryk for, at han ville komme med flere svar indenfor fristen den 15. april 2026, men modtog alligevel en opsigelse den 13. april 2026.
Banken holdt det hemmeligt, hvad den anså som fyldestgørende dokumentation. Han fik ikke en fair behandling. Det kan ikke tilskrives ham, at banken ikke kunne gennemføre sin kundekendskabsprocedure. Det var uklart, hvad banken efterspurgte. Han kontaktede banken for at anmode om hjælp til at forstå bankens spørgsmål og krav om fyldestgørende dokumentation. Det skabte total forvirring, at banken blev ved at gentage sine spørgsmål, når han allerede havde besvaret dem. Banken havde ikke styr på, hvad han sendte til dem.
Bankens påstand om, at han ikke efter opsigelsen sendte yderligere dokumentation, er usand. Derudover er den meningsløs, da han fik besked om ikke at sende yderligere dokumenter. Han klagede til banken, som fastholdt opsigelsen. Banken tog ikke højde for, at han havde brug for bankens tilbagemelding, og at han ville komme med yderligere svar. Banken besvarede ikke hans spørgsmål. Banken kom derudover med usaglige og usande påstande. Bankens adfærd er rystende. Han har ikke tid til udtømmende at opliste de mange forkerte og usande påstande i bankens materiale.
Banken kan ikke opsige ham ud fra en antagelse om, at han ikke ville have besvaret bankens spørgsmål. Det er helt absurd. Det var en æressag for ham at svare på bankens spørgsmål, selvom det var meget tidskrævende.
Opsigelsen af ham var uberettiget, da han som lovlydig privatkunde svarede fyldestgørende på alle spørgsmål i bankens kundekendskabsprocedure. Han kunne ikke have gjort noget anderledes. Opsigelsen var usaglig. Det kan ikke tilskrives ham, at kundekendskabsproceduren ikke kunne gennemføres. Han modtog ingen oplysninger om, hvilken lov eller bestemmelse opsigelsen var baseret på.
I opsigelsen af hans personlige engagement stod, at banken ikke havde modtaget lønsedler. Der blev kun anmodet om lønsedler i et brev til selskab A den 8. april 2026. Banken modtog alle lønsedler inden fristens udløb.
Banken henvendte sig til ham personligt i et brev til selskab A. Banken var ikke betrygget i selskabets brug af banken, da han svarede såvel på egne som på vegne af selskab A, men det var banken, der rettede anmodningerne til ham. Selskab A har overholdt alle love og tog kundekendskabsproceduren lige så seriøst som ham personligt.
Han vil gerne fortsætte som kunde og beholde sin private konto. Selskab A vil også gerne beholde sine konti. Selskabet har ikke konti i andre pengeinstitutter. Selskab A anlægger muligvis en retssag mod banken, da opsigelsen af selskab A var usaglig, men han er med på, at klagen ved Ankenævnet ikke vedrører selskab A.
AL Sydbank A/S har anført blandt andet, at banken var berettiget til at opsige kundeforholdet, da banken ikke forstod klagerens brug af banken og derfor ikke kunne opfylde kravene i hvidvasklovens kapitel 3 ved en fortsat opretholdelse af kundeforholdet.
Som beskrevet i bankens seneste klagesvar, har klageren blandt andet ikke sendt dokumentation for hvordan og hvornår fordringerne opstod eller dokumenteret midlernes oprindelse.
Klageren svarede på bankens anmodning om dokumentation den 9. april 2026, hvorefter han blev opsagt den 13. april 2026. Det er korrekt, at klageren blev opsagt, inden fristen i bankens anmodning af 7. april 2026 var udløbet, men dette skyldtes, at klageren allerede havde svaret.
Klageren havde på dette tidspunkt skrevet til banken mange gange, dog uden at sende den efterspurgte dokumentation. Det var bankens vurdering, at dokumentationen ikke ville blive sendt. Klageren har ikke efterfølgende sendt yderligere dokumentation.
Det er i hvidvasklovens kapitel 3 beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1 -4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Klageren var kunde i AL Sydbank, hvor han blandt andet havde en konto.
Klageren ejede sammen med sin mor og søster et selskab A, der var erhvervskunde i banken. Herudover var klagerens mindreårige børn B1 og B2 kunder i banken.
Klageren var bosiddende i Tyskland. Han var tillige kunde i et tysk pengeinstitut.
Klageren anmodede ved netbankbesked af 2. marts 2026 banken om at oprette overførsler fra sine børns konti til selskab A. Klageren rykkede banken for overførslerne telefonisk den 3. marts 2026 og ved netbankbeskeder af 3. og 5. marts 2026.
Banken bad ved brev af 11. marts 2026 klageren om senest den 25. marts 2026 at redegøre for nogle overførsler på klagerens konto samt om at fremsende noget dokumentation.
Ved e-mail af 12. marts 2026 fra klageren til banken gav klageren blandt andet oplysninger om baggrunden for transaktionerne mellem hans børn og selskab A samt rykkede banken for gennemførsel af transaktionerne. Han henviste desuden banken til sin revisor.
Samme dag modtog klageren i sin netbank en besked fra banken, hvoraf blandt andet fremgår, at banken havde brug for yderligere dokumentation. Banken oplyste desuden, at det ikke var muligt at tilbageføre pengene fra B1 og B2’s konti. Overførsel af penge fra B1 og B2’s konti til andre end børnene selv ville medføre opsigelse af klagerens engagement.
Klageren udbad sig blandt andet ved e-mail af 13. marts 2026 en forklaring på bankens besked.
Ved brev af 17. marts 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet, at overførslerne efter bankens opfattelse var usædvanlige dispositioner, der krævede myndighedsgodkendelse. Desuden fremgår, at banken fortsat afventede svar på bankens spørgsmål og dokumentation.
Af e-mail af 22. marts 2026 fra klageren til banken fremgår blandt andet, at klageren havde kontaktet Familieretshuset. Klageren havde derudover vedhæftet lånedokumenter.
Ved brev af 24. marts 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet, at banken fortsat ikke var indstillet på, hverken helt eller delvist at medvirke til overførsel fra børnenes konti til selskab A.
Klageren og banken havde yderligere korrespondance den 25.-26 marts 2026 vedrørende bankens spørgsmål og anmodning om dokumentation.
Ved brev af 7. april 2026 anmodede banken klageren om at redegøre for aktiviteten på klagerens konto senest den 15. april 2026, da klagerens besvarelse havde givet anledning til supplerende spørgsmål samt krav om yderligere dokumentation.
Ved brev af 8. april 2026 fra banken til selskab A anmodede banken blandt andet om oplysning om, hvordan B1 og B2 havde ydet lån til virksomheden.
Ved e-mail af 9. april 2026 besvarede klageren bankens spørgsmål samt fremsendte yderligere dokumentation, ligesom klageren anmodede om svar på sine forespørgsler.
Af brev af 10. april 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet, at banken fastholdt, at dispositionerne fra børnenes konti efter bankens opfattelse var usædvanlige og derfor ikke kunne ske uden myndighedsgodkendelse.
Ved brev af 13. april 2026 opsagde banken klagerens kundeforhold. Samme dag gjorde klageren indsigelse mod bankens opsigelse af klageren og selskab A.
Ved 17. april 2026 fastholdt banken sin opsigelse af klagerens kundeforhold. Klageren indbragte sagen for Ankenævnet den 20. april 2026.
Ved brev af 11. maj 2026 til klageren afviste sekretariatet den del af klagen, der vedrører selskab A’s kundeforhold.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i pengeinstituttet. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.