Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagsnummer: 312/2026
Dato: 11-08-2026
Ankenævn: Ankenævnets næstformand, Helle Korsgaard Lund- Andersen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22.
Klageemne: Indlån - opsigelse
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lån & Spar Bank, hvor han blandt andet havde en konto -205.

Klageren har oplyst, at han lånte 1.000.000 kr. af sin fætter omkring den 26. april 2016. Af uddrag af kontoudtog for klagerens konto -205 for perioden 1. april 2016 til 30. april 2016 i banken fremgår, at der på kontoen blev indsat 399.925 kr. og 592.218 kr. med bogføringsdato den 26. april 2016.

Klageren har oplyst, at han tilbagebetalte lånet omkring den 25. marts 2019. Samtidig udlånte klageren 500.000 kr. til sin fætter. Af uddrag af kontoudtog for klagerens konto -205 for perioden 1. marts 2019 til 30. marts 2019 i banken fremgår, at der på kontoen blev hævet 1.500.000 kr. med bogføringsdato den 25. marts 2019.

Banken har oplyst, at klageren henvendte sig i banken den 2. december 2025.

Banken har oplyst, at den sendte en netbankbesked den 8. december 2025 til klageren, hvoraf blandt andet fremgår:

”Vi har modtaget din anmodning d. 2. december om at overføre DKK 3 mio. til en modtager i Tyrkiet.

Uden en dokumenteret forklaring på overførslens formål og modtagerens identitet og adresse kan [banken] ikke bistå hermed.”

Banken har oplyst, at klageren samme dag sendte en netbankbesked til banken, hvoraf blandt andet fremgår:

”Jeg har ikke anmodet om det, jeg hat spurgt hvad der skal til.”

Af gældsbrev af 10. december 2025 mellem klageren og person A, som klageren har oplyst, var hans fætter, fremgår blandt andet:

”Beløbet andrager kr. 3.000.000 danske kroner

Gælden er afdragsfri og der betales en rente på 2,0 % p.a.. Kreditor kan til enhver tid kræve gælden indfriet uden varsel efter 01.01.2028, hvor det er aftalt at gælden indfries med tillæg af påløbende renter.

By B den 10.12.2025

Som debitor [person A]

Som kreditor [klageren]

Banken har oplyst, at klageren den 11. december 2025 sendte en netbankbesked til banken, hvoraf blandt andet fremgår:

”hej jeg låne nogle penge til min fætter i Tyrkiet, jeg har vedhæftet dokumentation herom, jeg laver overførslen via [pengeoverførselsvirksomhed O]

… pas dokumentation …

… gældsbrev …

skal overføre til [pengeoverførselsvirksomhed O], vedhæftet skærm dump på det, så overførslen grænsen skal lige hæves til 3.000.000 kr også”

Banken har oplyst, at den samme dag sendte en netbankbesked til klageren, hvoraf blandt andet fremgår:

”Mange tak for det fremsendte dokumentation.

Hvad er formålet med lånet på 3.000.000 DKK til din fætter? Det vil vi gerne have en forklaring på.”

Banken har oplyst, at klageren den 15. december 2025 sendte en netbankbesked til banken, hvoraf blandt andet fremgår:

”han skal købe en bolig i [by C i Tyrkiet]

Det er her han vil købe:

[hjemmesidelink]

Det er på … så det må i selv rode med, man skal have oprettet en konto. for at få adgang, ligesom alt andet i dag

Han er lige nu i [land D], forretningsrejse, så tidsforskellen er stor. … og havde investor møde torsdag,

har skrevet en besked til ham i dag. må lige se hvornår han vender tilbage”

Banken har oplyst, at klageren den 17. december 2025 sendte en netbankbesked til banken, hvoraf blandt andet fremgår:

”hej igen så har min fætter sendt en aftale omkring den bolig han vil købe, vedhæfter den.”

Banken har oplyst, at den ikke fandt, at klagerens forklaring og den fremsendte dokumentation var betryggende, og at banken afviste at medvirke til at gennemføre overførslen.

Banken har oplyst, at den sendte en netbankbesked den 18. december 2025 til klageren, hvoraf blandt andet fremgår:

”[Banken] har modtaget din forklaring på, at du vil udlåne 3.000.0000 kr. til din fætter til boligkøb i Tyrkiet.

[Banken] er ikke betrygget ved denne forklaring og dokumentationen for det påtænkte udlån. Det indgår i bankens vurdering, at Tyrkiet ofte benyttes som et omgåelsesland for transaktioner til sanktionsramte højrisikolande.

[Banken] har ikke interne kompetencer eller ressourcer til i alle tilfælde at gennemgå og vurdere forklaringer og rigtigheden af dokumentation, om baggrunden for konkrete transaktioner til og fra fx Tyrkiet.

[Banken] forbeholder sig derfor generelt at afvise at medvirke til sådanne transaktioner.

Det indgår også, at [banken] udsætter sig for en betydelig risiko, hvis banken medvirker til sådanne overførsler uden at kunne afkræfte enhver mistanke om sanktionsbrud, hvidvask og terrorfinansiering.

Den risiko ønsker [banken] ikke at løbe.”

Klageren har oplyst, at klageren den 18. december 2025 sendte en netbankbesked til banken, hvoraf blandt andet fremgår:

”Jamen, jeg tænker jeg nok skal have et møde med en kunderådgiver i denne sag personligt. Så vi kan snakke denne sag i gennem. Og derefter vil jeg tager en beslutning om. Hvordan vi kommer i mål. Jeg afventer svar …”

Klageren har oplyst, at banken den 19. december 2025 sendte en netbankbesked til klageren, hvoraf blandt andet fremgår:

”Vi fastholder vores afgørelse og et møde med en rådgiver vil ikke ændre på beslutningen.”

Banken har oplyst, at den efterfølgende blev bekendt med, at klageren gennem andre bankforbindelser overførte cirka 3.000.000 kr. Banken lagde til grund, at beløbene senere blev overført til Tyrkiet. Efter en samlet vurdering fandt banken, at denne adfærd var så risikobetonet, at banken ikke ville stille konti til rådighed herfor.

Af brev af 21. januar 2026 fra banken til klageren fremgår blandt andet:

”Du har tidligere været i dialog med [banken], hvor du d. 11/12-2025 har oplyst, at du ønsker at låne 3.000.000 kr. til din fætter i Tyrkiet.

Du er d. 18/12-2025 blevet oplyst, at [banken] ikke er betrygget ved denne forklaring og dokumentationen for det påtænkte udlån. Du er ydermere blevet oplyst, at [banken] udsætter sig for en betydelig risiko, hvis banken medvirker til sådanne overførsler uden at kunne afkræfte enhver mistanke om sanktionsbrud, hvidvask og terrorfinansiering.

De nylige gennemførte udgående overførsler på i alt 3,1 mio. kr. fra din konto, som vi klart har meddelt, at vi ikke ønsker at medvirke til, gør desværre, at vi ser os nødsaget til at opsige vores engagement med dig som kunde i overensstemmelse med vores politikker.

Dette betyder, at dine kort, konti, herunder betalingsaftaler, depoter mv., vil blive spærret og opgjort per 10.03.2026.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvorledes virksomheder og privatpersoner skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Vi skal gøre dig opmærksom på at oprette en NemKonto i en anden bank, så du kan modtage løn, offentlig ydelse eller andet på din konto, og så vi kan overføre kontoens indestående. Dette kan du gøre på www.nemkonto.dk.”

Banken har oplyst, at banken ved klagerens efterfølgende henvendelse fastholdt opsigelsen af klagerens konto -205.

Klageren har blandt andet fremlagt dokumenter fra 2016 og 2019, en købsaftale af 12. oktober 2021 samt kopi af sygesikringsbevis og kørekort.

Parternes påstande

Den 24. april 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån & Spar Bank skal annullere opsigelsen af hans kundeforhold.

Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ville låne 3.000.000 kr. til sin fætter i Tyrkiet. Han spurgte banken, hvad banken skulle bruge af dokumentation. Banken bad ham om et gældsbrev. Hans fætter besøgte ham i december 2025, hvor de udarbejdede et gældsbrev. De tog billeder af hans kørekort og af hans fætters pas, som de vedhæftede gældsbrevet.

Banken bad ham oplyse om, hvad pengene skulle bruges til. Han oplyste, at hans fætter gerne ville købe en bolig i by C i Tyrkiet. Desuden sendte han en forhåndsaftale mellem hans fætter og et ejendomsselskab om køb af boligen.

Han fik afslag på at låne penge til sin fætter. Banken begrundede afslaget med, at Tyrkiet var et hvidvaskningsland, og at banken ikke havde ressourcer til at undersøge om hans oplysninger var rigtige. Det var en dårlig undskyldning. Det havde intet med hvidvask at gøre. Det var hans egne penge, som han ville sende til sin fætter. Det gav ingen mening. Det samme gjaldt det med terror. Hans fætter var forretningsmand.

Han kontaktede banken og bad om at tale med en sagsbehandler, men det afslog banken. Han forsøgte at løse udfordringerne ved dialog med banken, men det afviste banken. Han fik ikke lov at tale med en sagsbehandler. Banken afslog videre dialog, da sagen var afsluttet. Det var meget mærkeligt, at banken havde besluttet, hvad han kunne bruge sine penge til. Han havde tidligere foretaget transaktioner til sin fætter via banken. Han ønskede at fortælle sagsbehandleren dette, så banken indså, at han tidligere havde lånt penge af sin fætter og tilbagebetalt lånet. Den mulighed fik han ikke.

Han overførte derefter 1.000.000 kr. til pengeinstitut P1 og 2.000.000 kr. til pengeoverførselsvirksomhed O. Derefter videreoverførte han pengene til Tyrkiet. Pengeinstitut P1 bad om samme dokumentation som banken, og spurgte ham om, hvorfra pengene stammede. Han oplyste, at pengene var fra et hussalg. Han vedhæftede salgskontrakten fra ejendomsmægleren. Pengeinstitut P1 accepterede dette.

Han ønsker sit kundeforhold genetableret. Det er yderst uretfærdigt, at banken opsagde ham. Han gav banken dokumentation, hvad mere kunne han have gjort. Banken ønskede ikke flere oplysninger. Han havde også sine erhvervskonti i banken, som blev opsagt automatisk, da banken opsagde hans privatkundeforhold.

Lån & Spar Bank har blandt andet anført, at det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Det tilkommer banken at afgøre, hvilke krav banken af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven stiller i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken.

Der ses ikke at være grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Bankens opsigelse af klagerens engagement var berettiget.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 3. oktober 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Klageren var kunde i Lån & Spar Bank, hvor han blandt andet havde en konto -205.

Klageren har oplyst, at han lånte 1.000.000 kr. af sin fætter omkring den 26. april 2016. Han tilbagebetalte lånet omkring den 25. marts 2019. Samtidig udlånte klageren 500.000 kr. til sin fætter.

Banken har oplyst, at klageren henvendte sig i banken den 2. december 2025. Banken sendte en netbankbesked den 8. december 2025 til klageren, hvoraf blandt andet fremgår, at den ikke uden en dokumenteret forklaring på overførslens formål og modtagerens identitet og adresse kunne bistå med at overføre 3.000.000 kr. til en modtager i Tyrkiet.

Af gældsbrev af 10. december 2025 mellem klageren og person A, som klageren har oplyst, var hans fætter, fremgår blandt andet, at person A skylder 3.000.000 kr. til klageren.

Banken har oplyst, at klageren den 11. december 2025 ved netbankbesked til banken oplyste, at han ville sende 3.000.000 kr. til sin fætter i Tyrkiet. Samme dag sendte banken en netbankbesked til klageren, hvori banken spurgte til formålet med lånet på 3.000.000 kr. til klagerens fætter.

Banken har oplyst, at klageren ved netbankbeskeder af 15. og 17. december 2025 til banken oplyste, at klagerens fætter skulle købe en bolig i by C i Tyrkiet.

Banken har oplyst, at den sendte en netbankbesked den 18. december 2025 til klageren, hvor den oplyste, at banken ikke var betrygget ved klagerens forklaring og den fremsendte dokumentation.

Banken afviste at medvirke til at gennemføre overførslen. Klageren har oplyst, at han derefter anmodede om et møde med banken, hvilket banken afviste.

Banken har oplyst, at den efterfølgende blev bekendt med, at klageren gennem andre bankforbindelser overførte cirka 3.000.000 kr. Banken lagde til grund, at beløbene senere blev overført til Tyrkiet. Efter en samlet vurdering fandt banken, at denne adfærd var så risikobetonet, at banken ikke ville stille konti til rådighed herfor.

Ved brev af 21. januar 2026 fra banken til klageren opsagde banken klagerens kundeforhold pr. 10. marts 2026.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i pengeinstituttet. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.